Dekonstruktion
| Denne artikel er teoretisk orienteret. I modsætning til det meste af indholdet på Skrivekunst.dk handler den ikke direkte om skrivehåndværket, men giver dig i stedet mulighed for at dykke ned i nogle af de emner der danner fundamentet for skrivekunsten. Hvis du kun er interesseret i de artikler der direkte handler om skrivekunsten, så er denne artikel ikke relevant for dig. |  |
Dekonstruktion er en tilgang til tekstlæsning der især er forbundet med Jacques Derrida og som havde sin storhedstid i 1980'erne og 1990'erne.
Derruda kommer fra en filosofisk, delvis litterær, baggrund, og hans interesse for dekonstruktion har ophav i hans opgør med strukturalismen og har udspring i hans værk "De la grammatologie" fra 1967. Efter udgivelsen begyndte dekonstruktionen langsomt at sprede sig – især inden for filosofi og litteraturvidenskab – som en del af poststrukturalismen. Dekonstruktionen retter sig mod strukturalismen ved at kritisere forestillingen om at man kan genfinde strukturer på tværs af kulturer og tid.
Ordet dekonstruktion eksisterede dog før Derrida, og betyder som grammatisk term det ”at omarrangere ord i en sætning” og som mekanisk term det ”at afmontere dele af en maskine for at transportere den”. Etymologisk er ordet beslægtet med 'analysere' – at opløse og adskille i enkelte bestanddele – og dets bibetydninger omfatter destruktion, nedbrydning, omorganisering, demontering og omformning. Derrida tager begrebet fra disse anden kontekster og bruger det på en ny måde i en ny sammenhæng, hvilket i sig selv er en dekonstruktion, en omvendelse og forskydning. For Derrida handler det om omformning og ikke blot nedbrydning; en interesse for strukturer og for det omstrukturerede eller ikkestrukturerede.
Dekonstruktion udspringer delvist af nykritikken, men vender sig også mod denne. De to tilgange har nærlæsningen, men hvor nykritikken anser et værk for at være en autonom helhed af form og indhold, interesserer dekonstruktionen sig for paradokser og modsigelser i forholdet mellem bl.a. form og indhold, altså hvordan formen kan modsige/negere indholdet og der dermed kan opstå en konflikt/skurren mellem form og indhold
Dekonstruktiv læsning
Der er mange forskellige tilgange til tekster som alle kan kaldes dekonstruktion. Dekonstruktion lader sig vanskeligt definerer positivt og klart, men bliver i stedet hele tiden negativt defineret som det det ikke er.
Dekonstruktion er […] hverken en analyse eller en kritik […] Dekonstruktion er ikke en metode og kan ikke omdannes til metode. […] dekonstruktion er ikke en gang en handling eller en operation. […] Dekonstruktion finder sted, det er en begivenhed […]—Jacques Derrida, Letter to a Japanese Friend
Dekonstruktion er ikke en metode, ikke et begrebsapparat man lægger ned over en tekst, ikke noget man gør med teksten. Dekonstruktion er derimod noget der er på færde i et værk eller i en læsning, en proces i teksten man kan have blik for. En analyse kan beskrive denne proces, beskrives hvordan teksten dekonstruerer sig selv.
Læsning med blik for dekonstruktion
Dekonstruktiv læsning vil ifølge Barbara Johnson sige at være opmærksom på den dekonstruktive proces i teksten, at beskrive hvad der er på færde i teksten. For at gøre dette er det en minimumsforudsætning at man nærlæser teksten – at man har en minutiøs opmærksomhed overfor tekstens detaljer – men det er ikke enhver tekst der vil vise sig at være dekonstruktiv. En dekonstruktiv læsning bygger på en .
Hans Hauge mener at en dekonstruktiv læsning drejer sig fra det tematiske mod det retoriske. og dermed forstås det at man kan vælge at beskæftige sig med tekstens tema (indhold) eller med tekstens form – hvordan teksten beskæftiger sig med temaet og kommunikerer til modtageren. En dekonstruktiv læsning vil ikke nødvendigvis forlade det tematiske helt men den vil interessere sig mere for formen og forholdet mellem form og indhold. Fokusset er på forholdet mellem en teksts udsagn og måden hvorpå udsagnene er formuleret – og især på modsigelser i dette forhold: Når hvad der siges står i modsætning til måden hvorpå det siges.
En dekonstruktiv læsning er især opmærksom på hvordan en tekst kan diskutere sin egen status som tekst og på margenen, detaljen, det, der er fortrængt eller skubbet ud i periferien af teksten
Modsætningspar: Omvending og forskydning
Dekonstruktion har blik for omkonstruktion via omvending og forskydning, og det som omvendes og forskydes er (binære) modsætningspar.
Vi i den vestlige verden tænker og taler altid i modsætningspar der aldrig er ligeordnede, idet hele sproget og den måde vi kommunikerer på er opbygget om sådanne modsætningspar. Der er modsætninger i sproget og vi kan ikke forstå det ene begreb uden dets modsætning, fx stor/lille og ung/gammel. Det kan vi ikke sætte os ud over, da det er en grundlæggende forudsætning for vores sprog. Disse modsætningspar er aldrig ligestillede – vi privilegerer altid den ene, idet vi har en forestilling om at de er hierarkisk ordnende.
I dekonstruktionen kan man forsøge at omvende forholdet mellem disse to modsætningspar, så den modsatte del priviligeres.
Men det er naivt blot at tro på omvendingen og tage sit udgangspunkt i dét. Man må tage skridtet videre og forskyde: Forskydning: Hvad er modsætningsparret som sådan udtryk for? Hvad er fælles for de to modsatrettede begreber? – og hvilken betydning har det at dette begrebspar findes i vores sprog?
Fx kan man i moderne feministisk teori forskyde diskussionen over på køn fremfor omvending af valør. Hvad betyder det at vi skelner mellem mand og kvinde? – hvad betyder det overhovedet at vi har denne kontrast i vores sprog? Vi kan ikke sætte os ud over begreberne mand og kvinde, men vi kan diskutere begrebet køn.
- Udgangspunkt: MAND <-> kvinde
- Omvending: KVINDE <-> mand
- Forskydning: KØN
Barbara Johnsons tilgang til dekonstruktiv læsning
dekonstruktion er en læsestrategi, der omhyggeligt følger både betydningerne og betydningens suspensioner og forskydninger i en tekst—Barbara Johnson, At undervise dekonstruktivt i Dekonstruktion, s. 32
Altså både hvad en tekst betyder men også hvordan den betydning kan blive suspenderet eller forskudt til noget andet i en tekst.
Dekonstruktion er […] en omhyggelig udredning af modsatrettede betydningskræfter, som arbejder i teksten selv.—Barbara Johnson, At undervise dekonstruktivt i Dekonstruktion, s. 32
En tekst kan betyde på mere end én måde og de måder en tekst betyder på kan være i konflikt med hinanden.
en tekst betyder på mere end én måde, at den kan betyde noget mere, noget mindre, eller noget andet, end den hævder at gøre, eller at den betyder med forskellige grader af eksplicitet, effektivitet eller kohærens. En dekonstruktiv læsning klargør de måder, hvorpå en tekst udarbejder sin komplekse uenighed med sig selv.—Barbara Johnson, At undervise dekonstruktivt i Dekonstruktion, s. 32
En tekst betyder altså på mere end én måde og en dekonstruktiv læsning påpeger dette og gør redde for hvordan teksten er uenig med sig selv.
en måde at være opmærksom på, hvad en tekst gør – hvorledes den mener, ikke bare hvad den mener—Barbara Johnson, At undervise dekonstruktivt i Dekonstruktion, s. 33
Hvorledes den mener kan stå i modstrid til hvad den mener.
Når en tekst betyder på mere end en måde og disse betydninger kan være i indbyrdes modstrid med hinanden, så der kan være selvmodsigelser i teksten, kan det føre til betydningskonflikter. En dekonstruktiv læsning har fokus på hvordan en tekst kan være i strid med sig selv.
Betydningskonflikter bliver artikuleret i og er konstitutive for en litterær tekst, så vi har altså at gøre med en litterær tekst når der er betydningsfkonflikter. De gør krav på en særlig læsning –den dekonstruktive – idet betydningskonflikter udfordrer læsningen.
Johnson opstiller i At undervise dekonstruktivt i Dekonstruktion en liste af fokuspunkter for den dekonstruktive læsning:
Tvetydige ord
Fortættet artikulation af påstandsniveauer, der er i konflikt med hinanden i en tekst. Dette bevirker at teksten ikke fælder en enkel værdidom. Værdidomme, der knytter sig til det tvetydige ord, vil, ligesom en endelig tolkning af ordet, være uafgørlige, og læsningen vil kun få en særlig entydig retning, hvis vi hænger tolkningen op på én betydning –og dermed fravælger en anden. Det er et dilemma som oversættere ofte står i.
Tvetydigheder kan optræde som "det hængsel, en hel diskurs drejer om" (Johnson 1985, s. 34), og det kan altså få afgørende betydning for vores læsning.
Hermann Bangs "Håbløse slægter" kan i titlen henvise til en slægtsroman eller en degenerationen af hele menneskeslægten, og valget af tolkning har afgørende betydning for om man ser tvetydigheden når man ser titlen/ordet, og hvis man kun læser den ene betydning overser man meget.
Uafgørlig syntaks
tekstens påstandsstruktur bliver suspenderet mellem to ofte uforenelige muligheder—Barbara Johnson, At undervise dekonstruktivt i Dekonstruktion, s. 34
Retoriske spørgsmål er oftest formuleret som svar med spørgsmålstegn bagefter, og de kan altså både læses som en implicit påstand og et reelt spørgsmål.
Er herskeren ikke en grusom vild, der søger sin skønhed i blomsternes ild?—Tom Kristensen, Det blomstrende slagsmål
Eksempler: "Er lyset for de lærde blot?", "Hvad er forskellen?", "Hvem ved?" betyder ofte at det er der ingen der ved, men det kan også være et reelt spørgsmål.
I Edgar Allan Poes The Oval Portrait: "No doubt I now grew very pale". Når nutid og datid flyder sammen i teksten (Nutidsdeiktika/-deiksis) er det uopklarligt om det skete dengang eller nu, da nu burde være "then" hvis det entydigt skulle være dengang.
Uforenlighed af hvad en tekst siger den vil gøre, og hvad den rent faktisk gør
Praeterito: en tekst udbreder sig i detaljer om det, den siger, den ikke vil tale om. Forfatter, der bruger mere plads på det hun ønsker at udelade end det hun ønsker at inkludere. Fx ”en kort bemærkning” der ikke er kort, en ”minutiøs redegørelse” der er alt andet end detaljeret, en ”klar fremstilling” der er uklar og forvirret.
Man skal man være opmærksom på denne slags divergenser når man læser en tekst.
Uforenlighed af det bogstavelige og det figurative
Paul de Man mener at troper og figurer kan tilføre en tekst tvetydighed.
Eksempler: ”Der er intet fælles mellem jorden og mig”, ”Jeg er som det visnede blad”.
Jordisk og ujordisk på én gang. Eller rettere: suspenderet mellem de to. Modsætningen mellem det bogstavelige og det figurale bliver sigende for, hvad sorg er.
Når der er billedsprog kan man i visse situationer læse noget som enten bogstaveligt eller billedligt.
Uforenlighed af eksplicit fremsatte påstande og illustrative eksempler eller mindre eksplicit påstået støttemateriale
Fx Ferdinand de Saussure eksplicitte påstand: Lingvistikken bør studere tale, ikke skrift vs. Saussures mange eksempler, hvor egenskaber udledes fra netop skrift, ikke tale.
Dunkelhed
Frem for at blive stående foran en hindring eller at paralyseres, hvor vejene deler sig, kan læseren sige: ”Min læsning er blokeret her, fordi jeg ikke kan sige om dette er tyveri eller flugt […]. Men den usikkerhed kan netop være, hvad digtet taler om.” (40)
Der hvor læsningen møder hindringer, kan oplevelsen af hindringen udgøre en pointe i sig selv, og det kan dreje sig om det sproget gør snarere end det sproget siger.
Fortællingen om ens frustrationer og vanskeligheder begynder at ”træde i stedet for, og tage del i, den manglende tematiske koheræns i digtet. Digtet er ikke om noget adskilt fra den aktivitet, der kræves for at dechifrere det.”
Det, der udsiges i digtet, udageres også i læseprocessen. Meningen er ikke noget, der er ”derude” eller ”derinde” (i teksten), men ligger i selve søgningen efter mening.
”Det at lede efter mening [er] i sig selv […] oplysende og meningsfuldt. Ens kamp med tvetydighed og dunkelhed holder op med at være hindringer for læsningen: Den bliver selve oplevelsen af at læse.”
Tekster kan få os til at erfare ubeslutsomhed, frustration og ambivalens frem for blot at fortælle os om det. Teksten kan give oplevelse af fx frustration i stedet for at beskrive følelsen.
Når en tekst er meget svær behøver man ikke bare at lade kortene falde men i stedet begynde at tale om hvor man møder hindringer, hvad der gør teksten svær at læse, hvad er der på spil i de passager hvor den er svær at læse, er det en del af pointen med teksten at beskæftige sig med at være svær at læse?
En stol på et værelse der vender ad helvede til. Ind i værelset. Væk fra bordet. – Hvem har ligget i sengen.—Hans Otto Jørgensen, En stol på et værelse i "Den bronzefarvede kalkun" (1993)
I en tekst som denne er der så stort mangel på kontekst at man tvinges til selv at placere indhold i teksten.
Fiktional selvfortolkning
Umådeholden klarhed i tekster: litterære tekster, der kommenterer på sig selv, løser de gåder som de selv opstiller osv.
En dekonstruktiv læsning vil læse dette som allegorier over læsning, altså som kommentarer til selve fortolkningsprocessen – den proces som læseren er i gang med.
Dekonstruktionens arvtagere
I kølvandet på dekonstruktionens storhedsperiode i 1980'erne og 1990'erne har den fået afgørende betydning og en række forskningsfelter har delvist inkorporeret dekonstruktive indsigter, og deres læsninger er dermed blevet påvirket af dekonstruktionen: Feminisme, Postkolonial teori, Lov og litteratur og Etik og litteratur.
Dekonstruktion har medvirket til at fundamentale modsætningspar ikke længere tages for givet indenfor en række forskningsfelter, fx natur/kultur, ord/billede og mand/kvinde. Det vil bl.a. sige at dikotomien mellem natur og kultur ikke længere anses for at kunne tages for givet, fx at det naturlige skulle være bedre end det kulturelle (naturmedicin vs. konventionel medicin).
Kritik af dekonstruktion
Særligt Derrida har man kritiseret for at udtrykke sig i paradokser og ordspil, hvilket man har anset for at være useriøst. For Derrida har det været en nødvendighed i at udtrykke sig i paradokser og ordspil, da dekonstruktionen netop er en kritik af det filosofiske fundament for vores sprog og for vores måde at kommunikere, og derfor har dekonstruktion altid været negativt defineret.
Dekonstruktion er blevet kritiseret for at være ahistorisk, altså for ikke at tage ikke hensyn til den historiske kontekst for tekster og for at læse forfattere, tekster og traditioner mod hårene.
Dekonstruktion er også blevet kritiseret for at være nihilistisk og nedbrydende, da det er en filosofisk kritik af sprog og vores evne til overhovedet at fungere som menesker.
Især er dekonstruktive læsninger blevet kritiseret for at ligne hinanden for meget. I stedet for at fokusere på de enkelte værkers særegenheder, fremhæves de samme pointer om uløselige modsætningsforhold i sproget, tanken og skriften om og om igen bare med en ny tekst som ramme for denne gentagelse.
Litteratur
- Jacob Bøggild, Stefan Iversen og Henrik Skov Nielsen: "Introduktion" i Dekonstruktion
- Barbara Johnson: "At undervise dekonstruktivt" i Dekonstruktion
- Hans Hauge, "Dekonstruktionisme" i Litteraturens tilgange
| Teoretisk baggrundsviden | |||
|---|---|---|---|
| Grammatik
og Semantik |
Ord |
| |
| Fraser | |||
| Tekster |
| ||
| Pragmatik |
| ||
| Litteratur | |||
| Kultur og medier |
| ||