pragmatik

Denne artikel er teoretisk orienteret. I modsætning til det meste af indholdet på Skrivekunst.dk handler den ikke direkte om skrivehåndværket, men giver dig i stedet mulighed for at dykke ned i nogle af de emner der danner fundamentet for skrivekunsten. Hvis du kun er interesseret i de artikler der direkte handler om skrivekunsten, så er denne artikel ikke relevant for dig.

Pragmatikkens emne er ytringen i dens kontekst, hvilket inkluderer situationen, modtageren, formålet mv.

Se også kommunikation.

Samarbejdsprincippet

Samarbejdsprincippet fremsat af Paul Grice betegner den implicitte forventning om samarbejde mellem parterne der er i enhver kommunikationssituation. Parterne i en kommunikationssituation forventer altid at modparterne forholder sig relevant til situationen og fortolker det sagte i lyset af denne antagelse.

Modtageren antager at der er en grund til at det sagte blev sagt, og hvis modtageren ikke kan finde ud af hvad der menes, vil han sædvanligvis spørge ind til det.

Det er en kommunikationsform vi bruger konstant uden at tænke over det. Formidlet information der ikke står der direkte, som er mellem linjerne, men det er helt uproblematisk og ubevidst.

implikatur

Samarbejdsprincippet overholdes ifølge Grice hvis fire maksimer overholdes:

1. kvantitet (informativitet): at man skal give så mange informationer det er nødvendigt og ikke mere end det.
2. kvalitet (sandfærdighed)
3. relation (relevans)
4. måde (korrekthed): at man skal formulere sig klart, og sprogligt korrekt

Faglitteratur og skønlitteratur

Se Skønlitteratur#Grices_Implikaturer

Eksempler

A: "Jeg skal have mig nogle nye fodboldsstøvler"

B: "Jeg har fri kl. 5."

A: (tolder) "Har De noget at fortolde?"

B: "Ja, jeg har en flaske spiritus." (men i virkeligheden har har han tre flasker spiritus)

B overholdet ikke kvantitetsmaksimet. Det er logisk korrekt men ikke relevant, da det forventes at han nævner hele den mængde han har.

Om et trafikuheld: "Den ene bil havde det ikke godt, men den anden kunne køre derfra."

Man kan antage at passagererne er uskadte, for hvis de var kommet til skade, ville det være mere relevant at påpege dette frem for den materielle skade.

A: "Jeg er løbet tør."

B: "Der ligger en tank rundt om hjørnet."

Der skal ligge en tank og den skal være åben, for ellers vil det ikke være relevant for A's brændstofsbehov. Det er unødvendigt at sige den er åben, da det forudsættes i konteksten.

A: "Hvor bor Peter, jeg skal besøge ham?"

B: "Et sted i Risskov."

Vi må formode at B ikke er i stand til at give en adresse da han ellers ville gøre det for at være tilstrækkelig relevant.

A: "Er han dygtig?"

B: "Han arbejder hårdt."

B antyder at han ikke er dygtig idet han ikke bare siger "Ja".

A: "Kan du nå saltet?"

B: "forhøjet blodtryk er skyld i tre ud af ti dødfald blandt mænd over 60."

Implikatur som A forstår og infererer sig frem til.

A: "Skal du have en øl?"

B: "Jeg skal køre hjem."

Mere høfligt end "Nej". Generelt har man den opfattelse at siges tingene mere inddirekte er det mere høfligt så "Nej", kan netop komme til at virke uhøfligt ud fra denne uudtalte norm; hvis man siger "Nej", lyder nærmest som "Nej, fandme nej."

A: "Soja-latte på Drudenfuss?"

B: "Jeg skal bare noget kl. 6."

Uden bare kunne det også betyde nej.

A: "Har du hørt en loppe gø."

B: "Nej, men jeg har set en elefant i en glasbutik."

Det virker ikke så godt/spiseligt/elegant at sige tingene direkte, især hvis de er ubehagelige. A's udsagn giver ikke bogstavelig mening, og A har en formodning om at B prøver at meddele A noget meningsfuldt.

A: "Hvor er bjerget smukt!"

B: "Den her bil er godt nok lidt stor i det." (=det er træls at køre i dette bjerg og lidt irriterende at du kan nyde synet af det og jeg ikke kan)

A: "Kommer du til gallafesten?"

B: "Jeg har ikke fundet en kjole endnu."

Implikatur

I kontrast til præsuppositioner er implikaturer usikre og er altså ikke med sikkerhed korrekte.

Implikatur betegner de spor afsenderen har lagt ud til modtageren, og inferens betegner modtagerens afkodning af disse spor.

Som modtager af en tekst samarbejder man hele tiden med afsenderen; man fortolker konstant på det man hører og tillægger meget ekstra information der ikke fremsættes eksplicit. Dette er nødvendigt fordi vi generelt ikke siger alt når vi kommunikerer, da det er unødvendigt og ville gøre kommunikationen langsommelig og tung.

Vi har mentale skemaer – viden om verden som vi konstant trækker på – som bl.a. gør at man kan bruge substantiver i bestemt form når man introducerer et element der hører med til et allerede aktiveret skema, fx forvirres ingen af sætningen "Jeg har købt en ny bil. Motoren er […]", da folk godt ved at biler har motorer.

Se også Samarbejdsprincippet.

Eksempler

Implikaturudvikling:

• "Peter var på vej til skole."
  • Man får et billede af en dreng med skoletaske på ryggen. Det er en typisk måde at indlede en børnhistorie og derudover er det rent statistisk et godt gæt at der er tale om en elev, da der er flere børn end voksne på en skole.
• "Han var frygtelig bekymret for matematiktimen. I sidste uge havde han ikke kunnet styre klassen."
  • Billedet ændres til at Peter er en lærer.
• "Det var urimeligt af læreren at lade ham have ansvaret."
  • Billedet ændres til at Peter ikke er en lærer men noget andet – fx en elev eller en vikar.
• "Det var jo ikke en normal del af en pedels pligt."
  • Billedes ændres til at Peter er en pedel.

I dette tilfælde styrer vores viden om verden vores forventninger – vi ved at der primært er elever på en skole og vi ved at lærere plejer at undervise klasser.

I sætningen "Peters cykel væltede" fremgår det at:

• Peter har en cykel
• cyklen væltede (den oplysning der er mest direkte angivet)
• Peter sad ikke på cyklen da den væltede
• cyklen stod op (før den evt. væltede)
• (noget forårsagede det)

Det afsender primært vil meddele er at cyklen væltede, og det står direkte i sætningen.

Den negative variant af samme sætning er "Peters cykel væltede ikke", og disse oplysninger er til stede i både den positive og negative sætning, og er dermed præsupponerede:

• Peter har en cykel
• cyklen stod op (før den evt. vælter)

At Peter ikke sad på cyklen er implikatur frem for præsupposition, da der ikke er samme sikkerhed for at det er korrekt. Fx kunne tilføjes "[…] og Peter væltede med."

A: "Bliv!"

B: "Jeg har ikke lyst til at møde dine forældre."

Et mere direkte svar ville være nej, og det siger B ikke fordi det ville være ubehøvlet – det er en måde at bløde det op på.

A: "Jeg tager ud og køber ind."

B: "Jeg har ikke lyst til jordbær."

En høflig måde at bede A om at købe jordbær med. Jo mere indirekte, jo mere høfligt – groft sagt.

A: "Var det et godt stykke?"

B: "Vi sad allerbagest."

Det var ikke en god oplevelse – det ville muligvis have været bedre hvis de havde siddet ordentligt.

A: "Nå, men … jeg skal til venstre her."

B: "Det skal jeg vist også."

A's udsagn kan både læses som en opfordring til at gå med eller en afsked eller noget tredje.

A: "Skal vi ikke åbne en flaske til?"

B: "Jeg skal tidligt op."

B's svar er et indirekte afslag – en blødere måde at sige det på end nej.

A: "Var festen god?"

B: "Min hæl knækkede."

B giver udtryk for at det var en dårlig fest ved valget af detalje.

A: "Kan du fortælle mig hvad klokken er?"

B: "Jeg har bare arme."

B's giver indtryk af at han/hun ikke kan fortælle hvad klokken er, da han/hun ikke har noget ur på.

Præsupposition

Præsuppositioner er ting der forudsættes sande og derfor ikke fremsættes. De implikationer af sætningen som ikke ændres ved negation er præsupponerede; altså optræder de både i en sætning og dens negerede modpart, idet de konstante betingelser er situationernes præsuppositioner, constancy under negation.

Det er ikke som udgangspunkt muligt at påtale en ytrings præsuppositioner uden at bryde kommunikationsflowet, da en ytrings præsuppositioner ikke sættes til debat. Man kan fx ikke benægte at Peter har en cykel som en reaktion på ytringen "Peters cykel væltede" da det fremstilles som noget man er enige om er sandt.

Da præsuppositionen er det antagne fælles udgangspunkt kan det at at præsupponere subjektive påstande bruges retorisk, da da det er svært at modsige en præsupposition. Fx fremstilles Helle Thorning-Schmidts fiasko som statsminister som præsupponeret i overskriften "Helle Thorning-Schmidts fiasko som statsminister er også blevet bemærket i udlandet."

Når en afsender forudsætter noget der ikke kan forudsættes kan der opstå kommunikationsproblemer, men det er altid nødvendigt at forudsætte noget, da kommunikationen ellers bliver for ineffektiv.

Præsuppositioner skabes ofte af genitiv som det ses i begge ovenstående eksempler, og også bestemt form præsupponerer som det kan ses i sætningen "Cyklen væltede".

Eksempler

I sætningen "Peters cykel væltede" fremgår det at:

• Peter har en cykel
• cyklen væltede (den oplysning der er mest direkte angivet)
• Peter sad ikke på cyklen da den væltede
• cyklen stod op (før den evt. væltede)
• (noget forårsagede det)

Det afsender primært vil meddele er at cyklen væltede, og det står direkte i sætningen.

Den negative variant af samme sætning er "Peters cykel væltede ikke", og disse oplysninger er til stede i både den positive og negative sætning, og er dermed præsupponerede:

• Peter har en cykel
• cyklen stod op (før den evt. vælter)

At Peter ikke sad på cyklen er implikatur frem for præsupposition, da der ikke er samme sikkerhed for at det er korrekt. Fx kunne tilføjes "[…] og Peter væltede med."

Talehandlinger

Teoretisk baggrundsviden
Sprog	Grammatik og Semantik	Ord	Fonologi Morfologi
		Fraser	Syntaks Sætning
		Tekster	Stilistik Logik Tegnsætning
	Pragmatik		Tekstvidenskab Kommunikation Talehandlinger Retorik Diskursanalyse Samtaleanalyse Oversættelse
Litteratur			Genre Litteraturanalyse Nykritikken Narratologi Dekonstruktion Kanon
Kultur og medier			Elektroniske medier Digital litteratur Repræsentation Adaptation Remediering Performativitet

1. Element i nummereret liste