Katarsis

Denne artikel er teoretisk orienteret. I modsætning til det meste af indholdet på Skrivekunst.dk handler den ikke direkte om skrivehåndværket, men giver dig i stedet mulighed for at dykke ned i nogle af de emner der danner fundamentet for skrivekunsten. Hvis du kun er interesseret i de artikler der direkte handler om skrivekunsten, så er denne artikel ikke relevant for dig.

Især på engelsk bruges udtrykket katarsis også i dagligdags tale om en særlig virkning fiktion kan have på sin modtager, fx the ending to that movie was positively cathartic. Katarsis i denne betydning tilskrives Aristoteles' Poetikken.

Katarsis i Aristoteles' Poetikken

Der er grundlæggende to forskellige måder man kan forholde sig til Poetikken: Enten som et autonomt værk, hvis fortolkning kun bør underbygges af fund i selve værket eller som en del af Aristoteles' filosofiske og litteraturkritiske korpus – og i forlængelse heraf som en del af hans samtid. Især G.F. Else (Keesey, 1978, s. 197) skabte for et halvt århundrede siden røre med sin værkautonome tilgang, som en række andre forskere på nykritisk facon fulgte op på, men før og siden har det oftere været kutyme især at benytte Politikken og i mindre grad Etikken som hjælpemidler i fortolkningen af Poetikkens gådefulde passager – ikke mindst den enlige henvisning til katarsis. (Keesey, 1978)

Jeg mener at det vægtigste argument for ikke at gå værkautonomt til værks er at tragediedelen af Poetikken højst sandsynligt kun var ment som første halvdel af værket, hvoraf andel halvdel, komediedelen, er gået tabt (Aristoteles & Henningsen, 2004, s. 10). Dette mener jeg gør en værkautonom tilgang for spekulativ og nødvendiggør hensynstagen til Aristoteles' øvrige skrifter. Derudover er Poetikken skrevet polemisk op imod Platons skrifter (Aristoteles & Henningsen, 2004, s. 12), hvilket yderligere svækker tilstrækkeligheden af en kontekstløs læsning.

Platon som modpol og modstykke

Platon talte i hele sin filosofi for en trancendenstænkning, som Aristoteles forkastede for i stedet udelukkende at beskæftige sig empirisk med den herværende verden – Aristotles beskæftigede sig kun med hvad Platon ville betegne som skinverdenen, men Aristoteles mente at det var den eneste egentlige virkelighed. (Aristoteles & Henningsen, 2004, s. 24)

Af bl.a. den grund fremstilles Aristoteles' filosofi ofte som et absolut opgør med Platon. Men for dem begge var målet at finde middelvejen, aretē – fx skal man ifølge begge filosoffer hverken være en kujon eller en vovehals, men i stedet afbalancere modet til den rette mængde. (Gammelgaard, 2013, s. 27)

Platons forhold til fiktion lader dog ved første øjekast til at være diametralt modsat Aristoteles: I Statens tiende bog lyder det:

Men den alvorligste anklage mod kunsten står endnu tilbage. Den er nemlig i stand til at fordærve også de fortræffelige karakterer —på nær nogle ganske få —hvilket er en meget stor fare! (Platon, 1992b, s. 605c)

Og dette er kun et af mange udfald mod især tragediedigtningen i Staten. I Statens idealstat er fiktionen bandlyst og kun "hymner til guderne og hyldestsange for de fremragende borgere" (Platon, 607a) vil blive tolereret.

Dog er det essentielt at bemærke kommentaren hen mod slutningen af værket:

Og hvorfor ikke også give [digtningen] forsvarere, folk der vel ikke selv er digtere men med sans for poesi, der kan forsvare den på jævn prosa, og påvise at kunsten ikke blot er indsmigrende, men også gavnlig både for statsvæsenet og den enkeltes liv – dem vil vi høre på med absolut velvilje. For det vil jo være en ren gevinst hvis den ikke blot er sød at lytte til, men også gavnlig. (607d-e)

Platon, som så Homers geni (Platon, 598d ff), ønskede at lade et vindue stå åbent for digterne, nu da han havde smækket døren i for dem. Hans mimesisafsky (Platon, 597e ff), som hans filosofi nødvendiggjorde, fik ham til at handle som han gjorde, men der lader til at have været noget i ham der ønskede at give plads til fiktionen.

Staten blev forfattet af Platon da han endnu var i 40'erne, og dens mål var at give opskriften på den perfekte stat (Aristoteles & Henningsen, 2004, s. 21). Sidst i sit liv, da han nærmede sig de 80, skrev Platon et værk om den næstbedste stat (Aristoteles & Henningsen, 2004): Lovene. Her er tilgangen mere pragmatisk og af særlig interesse er de første to bøger, hvor der argumenteres for brugen af antirationelle emotioner til at bevare sjælens ligevægt og uddanne mennesket. Elizabeth Belfiore fandt det i sin udforskning af denne tekst sandsynligt at "[c]atharsis in the Laws may have a great deal to do with catharsis in the Poetics" (Belfiore, 1986, s. 422):

Most significantly wine in the Laws produces many of the same effects tragedy produces in the Poetics. Both arouse emotions temporarily and artificially, in pleasant, harmless and socially controlled circumstances. Both contribute to an emotional education. (Belfiore, 1986, s. 437)

At Dionysos både var rusens og dramaets gud, og begge disse aspekter indgik i Dionysosfejringerne (Aristoteles & Henningsen, 2004, s. 24), synes at pege mod at alkohollens beruselse og dramaets henførelse  hang sammen for antikkens grækere – og sandsynliggør denne læsning yderligere.

Altså giver det mening ikke bare at se Poetikken som et absolut opgør med den kunstopfattelse Platon redegjorde i Staten, men også som en videreførelse af den psykologi og pædagogik, som Platon mod slutningen af sit liv redegjorde for i Lovene.

Tragedien

Poetikken beskæftiger sig med hvad vi i dag ville kalde kunst: drama, litteratur (læsedrama), musik og maleri. Det egentlige omdrejningspunkt er dog tragedien, og, hvis det ikke havde været for Poetikkens store lakune, komedien.

Digtning defineres grundlæggende som mimesis, hvilket i den danske oversættelse af Poetikken er gengivet som efterligning (Poetikken, 1447a-b).

Forskellen på tragedien og komedien defineres mest grundlæggende som den forskel der er i brugen af mimesis: For tragediens vedkommende er det en idealiserende mimesis, "bedre [...] end sådan som vi er" (Poetikken, 1448a), og for komediens vedkommende en karikerende mimesis "værre [...] end sådan som vi er" (Poetikken, 1448a).

For Aristoteles var det essentielt at understrege at mimesis ikke vil sige simpel efterligning idet han ikke mente virkelighedens historiske begivenheder giver gode plotstrukturer (Poetikken, 1459a). Grunden til at mimesis ikke kan afspejle virkeligheden er at virkeligheden mangler den organiske enhed som tragedien skal stræbe imod (Poetikken, 1451a). Mimesis skal altså forstås som en særlig kunstnerisk bearbejdning af virkelighedens stof til en kunstnerisk enhed.

Men at konkludere herfra at mimesis skal forstås som et kulturprodukt ville være anakronistisk. Digtningen er i Aristoteles' forståelse et naturprodukt (Poetikken, 1447a-b), der har ophav og forbindelse med naturen: Tragedien og dens mimesis ses som en plante med dennes iboende lovmæssigheder (Poetikken, 1459b-1460a, 1450b), og dermed træder digteren i baggrunden er fungerer mere som en fødselshjælper end en kunstner: Den gode digter følger naturen, for "[d]igteren bør nemlig tale så lidt som muligt selv, for [hvis han selv taler] er han for så vidt ikke en [mimetiker]." (Poetikken, 1460A)

Tragedien defineres således (Poetikken, 1449b):

1. Mimesis af en alvorsfuld og afsluttet handling af en vis størrelse
2. i et nydelsesrigt sprog
3. som fremføres af handlende personer og ikke gennem en beretning
4. og som gennem medliden og frygt bevirker katarsis af sådanne affektioner

Den alvorsfulde mimesis kontrasterede som sagt tragedien med komedien.

Den afsluttede handling er en handling der rummer både en begyndelse, en midte og en slutning (Poetikken, 1450b) og en vis størrelse vil sige at "et stykke er passende i det omfang, der medgår til et omslag fra ulykke til lykke eller fra lykke til ulykke ved en sandsynlig eller nødvendig rækkefølge af begivenheder." (Poetikken, 1451a) Bevægelsen fra lykke til ulykke eller omvendt er den røde tråd for dramaets mimesis (Poetikken, 1450a), og omslagets virkemidler er genkendelse, at man genkender nogen eller erkender noget (Poetikken, 1452a), og peripeti, "omslaget til det modsatte af hvad der foregår" (Poetikken, 1452a). At begivenheder er sandsynlige vil i moderne plotjargon sige at de er troværdige – altså handler det ikke om hvorvidt noget er realistisk, men om hvorvidt det forekommer troværdigt: "Der børe foretrækkes noget, der er umuligt, men sandsynligt, frem for noget, der er muligt, men utroværdigt" (Poetikken, 1460a). At noget er nødvendigt vil sige at det nødvendigvis må følge af noget andet inden for stykkets rammer.

Når dette første, omfattende krav er opfyldt "kan det fremkalde [en] særeg[en] nydelse" – for det er i sidste instans det væsentlige formål for kunsten ifølge Aristoteles: At vække nydelse (Aristoteles & Henningsen, 2004, s. 40). Det at forstå strukturen er den nydelse ved tragedien som Aristoteles vægter, idet han vægter læsedrama højere end opført drama (Poetikken, 1462a) og sætter plottet over karaktererne (Poetikken, 1453a); "det at lære noget er den største nydelse" (Poetikken, 1448b).

Plottet modstilles desuden det teatralske, og denne indre struktur vægter Aristoteles højere end den ydre affekt som opsætningen kan tilføre (Poetikken, 1453b).

Det nydelsesrige sprog hentyder til brugen af prosa og vers, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her.

Formuleringen handlende personer understreger Aristoteles' centrale påstand om at "[t]ragedien er en efterlignen ikke af mennesker, men af handlinger" (Poetikken, 1450a). Som i eksistentialismen defineres en person primært ud fra sine handlinger og ikke som senere, med fx Shakespeare, ud fra sin introspektion. Desuden er hovedpersonen skarpt delt op i handlemåde og tænkning, adfærd og måden hvorpå han ræssonerer (Aristoteles & Henningsen, 2004, s. 108). Hovedpersonens handlinger former sig ud fra hans fejlgreb, der betegner den fejlagtige måde hvorpå hovedpersonen har grebet situationen an – uafhængigt af hvorvidt han på forhånd kunne vide at det var et fejlgreb eller ej (Poetikken, 1452b).

Beretning er eposets virkemiddel, og er en central definitoriske forskel på de to genrer (Poetikken, 1449b); sagt nutidigt er eposet altså kendetegnet ved telling og tragedien ved showing.

Slutteligt nævnes katarsis og defineres som et resultat af medliden og frygt (Poetikken, 1449b). Kapitel 6 er det eneste sted hvor katarsis benyttes i denne betydning, og en sandsynlig uddybning i  den tabte halvdel af Poetikken har gjort katarsis til det mest gådefulde begreb i tragediedefinitionen. Dog nævnes parret medliden og frygt en række forskellige steder (Poetikken, 1452a, 1453b m.fl.), og på den måde kan katarsisbegrebet siges at indgå indirekte lige så mange steder.

Katarsis

Ordet katarsis blev i oldtidens Grækenland primært brugt i to betydninger: Om ritualer der kunne rense et menneske for religiøs besudling og lægevidenskabeligt om udskillelse af kropsvæsker, fx menstruationsblod eller afføring, der medførte bedring af dårligdomme (Thomsen, u.å., s. 13).

I Politikken skrev Aristoteles om musikkens evne til "en form for [katarsis] og en med nydelse forbundet oplevelse af at blive lettet" (Politikken, 1342a). Her skal "at blive lettet" forstås som et medicinsk udtryk, der betegner behaget ved afgivelse af fx sved eller sæd. Musikken behandles i Poetikken på linje med de sproglige kunstarter, og det gør denne passage særligt interessant.

Om denne betydning af katarsis skrev Aristoteles endvidere i Politikken at den var særligt virksom over for særligt emotionelle personer med tendens til medliden og frygt (Politikken, 1341b) – de samme to affekter som er udgangspunktet for tragediens katarsis.

Aristoteles skrev i Poetikken at "det er ikke enhver nydelse, man skal søge af tragedien, men kun den for tragedien særegne" (Poetikken, 1453b). Nydelsen er central og den forbindes specifikt med katarsisfølelserne: "digteren bør fremkalde den nydelse, der gennem [mimesis] kommer af medliden og frygt" (Poetikken, 1453b). Det er altså gennem disse to tilsyneladende ubehagelige følelser nydelsen ved tragedien kommer. Da disse to følelser også er dem der medfører katarsis må det forstås således at nydelsen ved en tragedie er (eller i hvert fald er meget nært forbundet med) katarsis. Katarsis er dermed absolut central for tragedien.

Katarsisfølelserne defineres som følelser der udspiller sig mellem nært forbundne personer, og de fungerer bedst, hvis handlingen er gjort uafvidende og derpå erkendt, da genkendelsen så bliver overrumplende (Poetikken, 1453b). Mere grundlæggende "opstår [medliden] ved den, der ufortjent kommer i ulykke, frygt ved den, der ligner os" (Poetikken, 1453a).

I den danske oversættelse af kapitel 6's tragediedefinition renses tilskueren/læseren for følelserne medliden og frygt – katarsisprocessen. Altså renses tilskueren for følelserne medliden og frygt ved at se værkets fremstilling af selvsamme følelser. Anskuet lægevidenskabeligt altså en homøopatisk behandling idet følelserne udrenses med dem selv.

I Politikken er fokusset, ligesom det var for Platon i Lovene, aretē, ligevægt. Her beskrives hvordan følelsespåvirkning kan bane vejen fra uro til ro (Politikken, 1342a), og hvordan en sådan ro i følelseslivet kan være udgangspunktet for gavnlig menneskelig vækst. Som den ældre Platon – og i modsætning til den yngre Platon – favner Aristoteles ikke kun menneskets fornuft, logos, men også dets karakter, etos, og følelsesliv, patos: "Godhed består i at nyde og at elske og hade på den korrekte måde" (Politikken, 1340a). Aristoteles skelner altså ikke mellem fornuft og følelse, som den yngre Platon, men mellem korrekte og forkerte følelser i samspil med fornuften.

Det må betyde at målet med katarsis, med udrenselsen af frygt og medliden, ikke er at befri mennesket for disse følelser, men at rense tilskueren for et evt. overskud af medliden og frygt, så vejen er banet for et korrekt følelsesliv, et følelsesliv i ligevægt.

Litteratur

• Aristoteles (u.å). Politikken. I: Ole Thomsen (red.), Øjets Lyst. Antikkens tanker om kunst.
• Aristoteles; Henningsen, Niels (2004). Poetikken. Frederiksberg, Det lille Forlag.
• Belfiore, Elizabeth (1986). Wine and Catharsis of the Emotions in Plato's Laws. I: The Classical Quarterly, 36 (2), s. 421-437. doi: 10.2307/639284
• catharsis (2012). I: Roland Greene (red.), The Princeton Encyclopedia of Poetry and Poetics. Princeton, New Jersey, Princeton University Press.
• Gammelgaard, Lasse. Aristoteles, Poetikken og Platons katabase. Forelæsning i Studium Generale. Afholdt på Arhus Universitet den 26. februar 2013.
• Halliwell, Stephen (2002). The aesthetics of mimesis: ancient texts and modern problems. Princeton, N.J., Princeton University Press.
• Keesey, Donald (1978). On Some Recent Interpretations of Catharsis. I: The Classical World, 72 (4), s. 193-205. doi: 10.2307/4349034
• Platon (1992a). Lovene. I: Carsten Høeg & Hans Ræder (red.), Platons skrifter (vol. 9-10). København, Hans Reitzel.
• Platon (1992b). Staten. I: Carsten Høeg & Hans Ræder (red.), Platons skrifter (vol. 4-5). København, Hans Reitzel.
• Thomsen, Ole (u.å.). Øjets Lyst. Antikkens tanker om kunst.

Teoretisk baggrundsviden
Sprog	Grammatik og Semantik	Ord	Fonologi Morfologi
		Fraser	Syntaks Sætning
		Tekster	Stilistik Logik Tegnsætning
	Pragmatik		Tekstvidenskab Kommunikation Talehandlinger Retorik Diskursanalyse Samtaleanalyse Oversættelse
Litteratur			Genre Litteraturanalyse Nykritikken Narratologi Dekonstruktion Kanon
Kultur og medier			Elektroniske medier Digital litteratur Repræsentation Adaptation Remediering Performativitet