fortæller-og-synsvinkel
Klassisk narratologi
Før Gérard Genette begyndte at teoretisere skelnede man ofte mellem første- og tredjepersonsfortællinger, som man identificerede ud fra grammatiske markører og pronomenbrug, men dette anså Genette for at være utilstrækkeligt. Hans pointe er at det aldrig er forfatterens stemme, der lyder fra teksten, heller ikke når den fortællende siger "jeg" om sig selv, og hans udgangspunkt er et fast skel mellem forfatter og fortæller.
For mig at se lider imidlertid de fleste teoretiske arbejder om dette emne […] under en beklagelig sammenblanding af, hvad jeg her kalder modus og stemme, det vil sige en sammenblanding af spørgsmålet, hvem er den karakter, hvis synsvinkel orienterer fortællingen? og så det andet spørgsmål, hvem er fortælleren? – eller for at sige det hurtigere, spørgsmålet, hvem ser? og spørgsmålet hvem taler?— Gérard Genette
For Genette er fortælleren det vigtigste koncept inden for narratologien. Dermed forudsætter Genettes teorier at fiktive fortællinger altid fortælles af en fortæller. Franz Karl Stanzel pointerede i "Die Typischen Erzählsituationen im Roman" (1955), at litterære fortællinger er medierede gennem fortællesituationer frem for at det er en direkte kommunikation med forfatteren, og nødvendigheden af en fortæller i fortællinger er også fremsat af bl.a. Shlomith Rimmon-Kenan i "Narrative Fiction" (1983): "[...] any utterance or record of an utterance presupposes someone who has uttered it."
Modus
Genette fokuserer i sin fremstilling på fortælleakten: forholdet mellem den fortællende stemme og distributionen af adgang til andres tanker.
Modus er for Genette regulering af narrativ information, og han mener der er to måder at regulere dette på:
- Hvor meget der fortælles – altså at man får flere eller færre oplysninger, fx at føle der er noget der ikke fortælles eller at der er stor detaljerigdom
- Begrænsning af synsvinkel til en eller flere karakterer, altså adgangen til deres indre.
Genettes teori forudsætter, at der altid er en fortæller og derfor giver det mening med en skelnen mellem fortæller og modus/synsvinkelbærer. Det er denne skelnen, der er det afgørende nye ved Genettes fortællebegreb:
- Hvem ser? (modus)
- Hvem taler? (stemme; fortælleren)
"Hvem ser?" handler grundlæggende mere om adgang til sanser, bevidsthed, tanker, så ser er et misvisende ord, da det ikke er bundet særligt til synssansen.
Fokalisering: Hvem ser?
Genette selv definerer ikke fokalisering specifikt, men det kan defineres som begrænsning af adgang til bevidsthed/synsvinkel.
Fokalisering inddeles i tre overordnede kategorier:
- Nulfokalisering (også kaldt autorial): Ingen begrænsning for adgangen til bevidstheder/synsvinkler, som fortælleren frit kan bevæge sig imellem – det betyder også at fortælleren altid ved mere end den enkelte karakter.
- Ydre fokalisering: Maksimal begrænsning for adgangen til synsvinkler, idet der ingen adgang overhovedet er til nogen karaktereres bevidsthed/synsvinkel. Fortælleren ved altså mindre end den enkelte karakter.
- Indre fokalisering: Adgangen er begrænset til én karakters synsvinkel/bevidsthed. Når man har begrænsning til én karakters indre ved fortælleren det samme som én given karakter (dog er det ikke sikkert fortælleren fortæller alt det han ved).
- Fikseret: Det er den samme karakter der er synsvinkelbærer gennem hele fortællingen.
- Variabel: Fokaliseringen kan skifte fra én karakter til en anden undervejs, eller der kan være løbende skift. Forskellige dele af fortællingen er så fortalt fra forskellige synsvinkler.
- Flerfoldig: Den samme situation fortælles fra flere karakterers synsvinkel.
I mange fortællinger er der et virvar af forskellige fokaliseringer, og så kan man snarere tale om at visse passager er karakteriseret ved den og den fokalisering. Sådanne observationer kan man så bruge til at diskutere hvordan det kan være at fokaliseringen skifter undervejs.
Grænserne mellem disse kategorier kan være flydende, fx nærmer man sig nulfokalisering med en tilstrækkelig variabel indre fokalisering, og det kan være svært at skelne mellem den flerfoldige indre fokalisering og den variable indre fokalisering. Desuden kan ydre fokalisering på én karakter finde sted som en indre fokalisering hos en anden, så selvom man har følelsen af at fortælleren er et kamera der panorerer over handlingen kan den panorering sagtens finde sted i en andens karakters indre – og på den måde kan teksten opdeles i forskellige niveauer.
Genette benytter en særlig teknik til at skelne mellem ydre og indre fokalisering:
Dette kriterium går på muligheden af at genskrive et givet narrativt segment i første person (hvis det ikke allerede er i første person), uden at denne operation medfører 'anden forandring af diskursen end selve ændringerne af de grammatiske pronominer': En sætning som 'James Bond så en mand på omkring halvtreds, med et endnu ungt udseende etc.' kan oversættes til første person ('Jeg så etc.'), og viser os altså en indre fokalisering. Omvendt kan en sætning som 'Isterningernes klirren mod glasset syntes at give Bond en pludselig inspiration' ikke oversættes til første person uden åbenlyse semantiske problemer. Her er vi typisk i ydre fokalisering på grund af den uvidenhed, som fortælleren markerer med hensyn til heltens virkelige tanker.—Gérard Genette, Modus
Stemme
Diegese: Hvem taler?
Da jeg stod ud af sengen tænkte jeg straks på jordskælvets ødelæggelser.
Da han stod ud af sengen tænkte han straks på jordskælvets ødelæggelser.
I begge tilfælde er der tale om indre fokalisering idet fortælleren ved hvad personen tænker, men Genette mener at der er tale om vidt forskellige situationer, der kan skelnes ved at se på hvem der taler.
Diegese angiver den fortalte verden, og en fortælling kaldes homodiegetisk hvis fortælleren befinder sig i den fortalte verden og heterodiegetisk hvis fortælleren befinder sig uden for den fortalte verden. En heterodiegetisk fortælling vil typisk have en tredjepersonsfortæller og en homodiegetisk fortælling vil typisk have en førstepersonsfortæller.
Ifølge Genette er det altid fortælleren, der taler og fortællerens stemme man hører, men de fremstillede personer kan komme til orde på forskellige måder:
- Direkte tale: "Jeg skal nok løbe rundt om søen"
- Indirekte tale: "Han sagde, at han nok skulle løbe rundt om søen"
- Dækket direkte tale: "Han skulle nok løbe rundt om søen"
Fokalisering og diegese
| Fokalisering og diegese | Hvem ser? (fokalisering) | |||
|---|---|---|---|---|
| Nul | Indre | Ydre | ||
| Hvem taler? (diegese) | Heterodiegetisk | A | B | C |
| Homodiegetisk | (D) | E | ||
Tabellen beskriver forholdet mellem karakterer/synsvinkelbærere og fortæller/fortællesituationen. Altså fortællerens måde at situere vores adgang til andres tanker på.
Det er i visse genrer og situationer muligt at kombinere nulfokalisering og homodiegese men uden for særlige fantastiske genrer vil det typisk være mærkeligt.
Kombinationen af ydre fokalisering og homodiegese er svær at forestille sig, især som litteratur. På film kunne man forestille sig et kamera der var en del af fiktionen. Det diskuteres stadig om dette kan lade sig gøre i litteraturen.
Indrefokaliseret homodiegese: Jegfortælling
The narrator almost always 'knows' more than the hero, even if he himself is the hero, and therefore for the narrator focalization through the hero is a restriction of field just as artificial in the first person as in the third.—Gérard Genette, Narrative Discourse, s. 194
Noget af det Genette gør meget klart er at selv når man har at gøre med en homodiegetisk fortælling med indre fokalisering, er det væsentligt at skelne mellem hvem der ser og hvem der taler – mellem det fortællende jeg og det fortalte jeg – da et jeg sandsynligvis har udviklet sig i processen mellem at være det fortalte jeg og det fortællende jeg. Når det fortællende jeg er placeret på et senere stadie i sit liv ved dette jeg næsten altid meget mere end det fortalte jeg, fordi vedkommende fortæller om noget som jeget har oplevet i fortiden, om det så er kort eller lang tid siden; det fortællende jeg, det jeg der taler, har dermed mulighed for at prioritere begivenheder.
I mange jegfortællinger er spørgsmålet om pålidelighed ofte centralt, fx i tekster af Steen Steensen Blicher. Man kan spørge om der er overensstemmelse mellem hvem jeget fortæller han er og hvordan man som læser får indtryk af at jeget er. Er der noget der tyder på at jeget begrænser information om sig eller misinformerer han ligefrem? James Phelan diskuterer hvilke fortælleteknikker der er på spil i sådanne situationer.
Eksempler
The cabin; by the stern windows; Ahab sitting alone, and gazing out. I leave a white and turbid wake; pale waters, paler cheeks, where'er I sail. The envious billows sidelong swell to whelm my track; let them; but first I pass. Yonder, by ever-brimming goblet's rim, the warm waves blush like wine. The gold brow plumbs the blue. The diver sun- slow dived from noongoes down; my soul mounts up! she wearies with her endless hill. Is, then, the crown too heavy that I wear? this Iron Crown of Lombardy. Yet is it bright with many a gem; I the wearer, see not its far flashings; but darkly feel that I wear that, that dazzlingly confounds. 'Tis iron- that I know- not gold. 'Tis split, too- that I feel; the jagged edge galls me so, my brain seems to beat against the solid metal; aye, steel skull, mine; the sort that needs no helmet in the most brain-battering fight!—Herman Melville, Moby Dick (1851)
Fortællingen fortælles af Ishmael. Det mærkværdige i tekststykket er et synsvinkelen skifter selvom Ishmael selv er med i den del af fortællingen. Den homodiegetiske fortæller bliver altså i stand til at videreformidle andre karakterers synsvinkler.
'Disarm' by the Smashing Pumpkins starts playing on the soundtrack and the music overlaps a shot of the club I was going to open in TriBeCa and I walk into that frame, not noticing the black limousine parked across the street [...]"—Bret Easton Ellis, Glamorama (1998)
I "Glamorama" er det en homodiegetisk jegfortæller. Det er besynderligt at jegfortælleren ved at der er noget jeget ikke bemærker, og at det er i nutid gør det svært at bortforklare som andet end mærkværdigt.
"'Why me?' someone wonders uselessly. […] Susan Goldman, who has […] cancer, is partly thankful as she braces herself, but changes her mind as she’s sprayed with burning jet fuel."—Bret Easton Ellis, Glamorama (1998)
Victor fortæller her om hvad passagererne tænker under nedstyrtningen, og måden fortællingen er fortalt på viser at det ikke er gætværk.
Flere eksempler på fokalisering og diegese
Vurdering af Genettes system
Fordele:
- Konsistent system (hvis man antager, at der altid findes en fortæller).
- Fortæller os noget vigtigt om fortællinger og foretager nogle vigtige og analytisk anvendelige opdelinger.
- Vi undgår den fejltagelse, at tolke den karakter, hvis synsvinkel vi har adgang til, som værende fortælleren.
- Systemet baserer sig på det greb gennem hvilket fiktive fortællinger giver os adgang til karakterers bevidstheder.
Ulemper:
- Strukturalistisk rigidt; der findes tekster, der udfordrer skemaet.
- Tilskriver to uforenelige roller til fortælleren: på én gang inden i fiktionen, som den, der taler, og samtidig udenfor fiktionen, som den, der vælger fokaliseringstypen. Henrik Skov Nielsen mener at ville det være mere passende at placere forfatteren i den sidstnævnte rolle.