Ord

Denne artikel er teoretisk orienteret. I modsætning til det meste af indholdet på Skrivekunst.dk handler den ikke direkte om skrivehåndværket, men giver dig i stedet mulighed for at dykke ned i nogle af de emner der danner fundamentet for skrivekunsten. Hvis du kun er interesseret i de artikler der direkte handler om skrivekunsten, så er denne artikel ikke relevant for dig.

Et ord er en enhed der altid flyttes rundt sammen; man kan altså ikke sætte noget ind imellem, man kan ikke skille det ad.

Ordklasser

Åbne ordklasser er ordklasser, hvor der er stor udskiftning og stort ordforråd. Lukkede ordklasser er ordklasser, hvor der er meget lille udskiftning og lille ordforråd.

ordklasser

åbne latinsk betegnelse dansk betegnelse substantiv navneord verbum udsagnsord adjektiv tillægsord adverbium biord udråbsord lydord (talord)

lukkede latinsk betegnelse dansk betegnelse artikel kendeord pronomen stedord præposition forholdsord konjunktion bindeord formelt subjekt infinitivpartikel (talord)

Bestemmelse af ordklassen

For at afgøre ordklassen må man se på tre kriterier:

• betydning
• brug/distribution
• bøjning

Ord af samme ordklasse kan normalt byttes ud med hinanden.

Eksempler

Øvelse: Afgør ordklasse i følgende tekst.

Oppe_adv på_præp loftet_sb over_præp den_art lange_adj staldbygning_sb på_præp bredden_sb gik_vb hestehandler_sb Bartolin_prop og_konj forkede_vb hø_sb ned_adv gennem_præp et_art hul_sb i_præp gulvet_sb.

Noter til øvelsen

oppe på: Både adverbier og præposition r kan betegne steder i tid og rum. På har styrelse, oppe har ikke, og det askiller præpositioner og adverbier. Fx er loftet styrelsen i "Oppe på loftet".

på loftet er en præpositionsforbindelse = en præposition + en styrelse.

over: præposition da der er en styrelse efter, der fortæller om placering.

den i den lange staldbygning er artikel fordi adjektiv t skiller staldbygning fra bestemt endelse. Der ville have stået staldbygningen, hvis der ikke havde været et adjektiv. På dansk kan vi ikke rykke den bestemte artikel ned bagved (*lange staldbygningen) derfor skal den placeres foran.

Bartolin er et proprium der er en underkategori af substantivr. Propriers tilhørsforhold til substantiver kan problematiseres, da både betydning og bøjning adskiller sig – dog har de samme funktion i en sætning.

og er en konjunktion, der forbinder ord og sætninger. Dette er en sideordnet konjunktion, da begge sætninger er lige vigtige.

forkede er et verbum Egentlig et substantiv (en fork), der er blevet til et verbum (at forke). Det kaldes afledning når et ord oprindeligt var af en anden ordklasse.

hø er et substantiv, der ikke kan bøjes, men derimod er utælleligt.

et i et hul kan både betegne artikel og talord men det falder her naturligt tryksvag , hvilket viser, at det viser bestemthed frem for antal. Fx "der står en stol" (artikel) kontra "der står én stol" (talrod)

Nøgen form

"Nøgne former" er ord i grundform uden nogen som helst artikler, pronomener eller adjektiver foran.

Substantiv

navneord forkortes sb.

Ved substantiver kan man blive ved med at føje flere sammensætningsled til. Ordene kan i princippet blive uendeligt lange og dermed totalt uoverskuelige. Den slags ord kalder man undertiden bændelormsord.

Brug

Substantiver beskriver ting og opdeles i to kategorier: Appellativer og proprier. Appellativer angiver generelle ting, fx slot. Proprier angiver specifikke ting, fx Rosenborg.

Bøjning

Substantiver skal bøjes i tal og så bestemthed.

Tal er et obligatorisk valg, selvom det i singularis ikke manifesterer sig i et synligt morfem. Derfor optræder nulmorfemet, så talbøjningen kan placeres et sted. Fx Begynd_vb~else_sb-Ø_sing og Begynd_vb~else_sb-Ø_sing-n_{bestemt-fælleskøn}

Bestemthed noteres kun hvis det fremgår af bøjningsendelsen i stedet for af artiklen, og ubestemthed er aldrig en del af bøjningsendelsen. evt. kan kasusen være genitiv, men så fungerer ordet som artikel, en afledning, men denne kategorisering er kontroversiel; fx kan mandens i mandens hat erstattes af den og ikke af fx manden og andre substantiver. Ord af samme ordklasse kan normalt byttes ud med hinanden, og det kan derfor give mening at anskue substantiver i genitiv som artikler.

Verbalsubstantiv

Verbalsubstantiv, sætningsord, er substantiver afledt fra et verbum og som beskriver dette verbums handling.

Ved brug af verbalsubstantiver har man mulighed for at undlade at benævne den der handler og den der handles mod hvilket giver en mere kompakt stil da ethvert verbalsubstantiv nærmest kan erstatte en hel sætning. Sproget bliver typisk tungere og sværere at forstå ved brug af verbalsubstantiver.

For at finde det egentlige indhold i et verbalsubstantiv er man ofte nødt til at spørge: "Hvem gør det?", "Hvad gøres det med?" eller "Hvem går det ud over?".

Når verbalsubstantiver erstattes af verber eller sætninger giver det typisk en mere levende og billedskabende tekst, og altså et bedre sprog.

I familie med verbalsubstantiver er adjektiver der vha. afledningsendelsen -hed er lavet om til substantiver, fx vanskelighed, regelmæssighed, mulighed og brugbarhed.

Eksempler

• anvendelse
• undersøgelse
• erhvervelse

• forkølelse
• påkørsel
• indtræden
• opbevaring
• nationalisering
• udformning
• transmission

"6. klassedrengenes drilleri af en 1. klasseelev resulterede i gråd og skrammer, men en klassekammerats intervention og trøst førte i sidste ende til en tæt relation […]"

"Janus og Marco fra sjette klasse skubbede til Caroline fra første, så cyklen væltede, og hun slog hul på knæet. Mads skældte dem ud og […] og de fulgtes i skole […]"

Drilleri, gråd og trøst i den første tekst er verbalsubstantiver. I den anden tekst er de erstattet af verber.

Den første sætning føles mere formel og er langt mere upræcis end den anden sætning som virker mere oplevet med flere konkreter og navne på personerne. I den anden sætning kommer man mere ind i situationen og kan se for sig hvad der er sket.

"Den pludselige ændring af hastighed og retning medførte slingren og udskridning."

"Chaufføren bremsede pludselig op og svingede ud til højre og det fik bilen til at slingre og skride ud."

"ændring af hastighed" i den første tekst svarer til "bremsede […] op" i den anden tekst, men i den første tekst fremgår det ikke om chaufføren øger eller sænker hastigheden. Den anden tekst er generelt mere præcis og er også den eneste der nævner chaufføren. Det er muligt at undlade at nævne chaufføren pga. brugen af verbalsubstantiver i første tekst, og hvad der slingrer og skrider ud nævnes på samme måde ikke.¨

I nominalfrasen "skatteyderbetaling til projektet" er ordet betaling et verbalsubstantiv der er afledt af verbet betale, og man kan sige at der i hele frasen er skjult følgende sætning: "skatteyderne betalte til projektet".

I nominalfrasen "laboratoriefremstilling af sygdomme" er fremstilling et verbalsubstantiv afledt af verbet fremstille, og der er skjult følgende sætning: "nogen fremstiller (eller fremstillede?) sygdomme i laboratorierne".

Verbum

D.s.s. udsagnsord Forkortes vb.

Betydning

beskriver situationer

Handlingsverber viser en konkret handling i modsætning til abstrakte verber såsom medførte som udelukkende viser en årsagssammenhæng og ikke en handling af nogen art. Brugen af handlingsverber gør en tekst mere dynamisk.

Brug

Verbet er kernen i sætningen, og man skal have et verbum for at have en rigtig sætning (fx "Skrid!").

Verbet afgør hvilke andre led der optræder i sætningen.Intransitive verber har aldrig objekt, fx "jeg løber". Intransitive verber har altid objekt, fx "jeg fanger ham".

Bøjning

tid

verber kan være infinitte eller finitte. Det er den finitte form, der er sætningsskabende, så for at have en rigtig sætning skal der være et finit verbum.

Finitte former

Et finit verbum vil sige et verbum der er bøjet i tempus og det er kernen i sætninger.

• indikativ
  • præsens, nutid (spiser)
  • præteritum, datid (spiste)
• imperativ, bydemåde (spis)
• optativ/konjunktiv fx "længe leve dronningen" (gammeldags, sjældent)

Infinitte former

• infinitiv (spise)
• supinum (spist) (kun verbalform)
• gerundium (spisende) (kun verbalform)

Om et ord er et supinumbøjet verbum eller et adjektiv kan afgøres ved at sætte ental i flertal, fx "har lukket vinduet" → "har lukket vinduerne" kontra "et lukket vindue" → "to lukkede vinduer".

Participier

Participier regnes derimod for adjektiviske former:

• præteritum participium (spist)
  • fx "Dørene blev lukket (vb, supinum) kl. 22" kontra "De lukkede (adj, præsens participium") døre var et problem"
• præsens participium (spisende)
  • fx "Hun kom løbende (vb, gerundium)" kontra "De løbende (adj) udgifter"

Passiv og aktiv

Subjektet kan udelades ved brug af passiv, og det gør derfor tit en tekst upersonlig, når den ofte benytter sig af passiv.

Fx "Der gøres opmærksom på at der skal ryddes op i køkkenet efter brug."

gøres og ryddes er passive bøjninger af verberne.

Derudover kan formuleringer som "gøres opmærksom på" en oppustet formulering der er overflødig.

Fuldverber og funktionsverber

Verber kan inddeles i fuldverber (d.s.s. hovedverber) der selv har indhold til at beskrive en situation, og funktionsverber der støtter fuldverber, og ikke i sig selv har et hovedindhold.

Funktionsverber kan opdeles syntaktisk i modalverber, hjælpeverber, faseverber og støtteverber.

Modalverber følges af infinitiv uden at som medprædikat, fx "Jeg må gå nu."

burde, kunne, måtte, skulle, turde og ville.

Hjælpeverber følges af supinum eller adjektiv som medprædikat, fx "Jeg har spist.", "Jeg blev træt."

have, være, ville, blive og få.

Faseverber siger noget om hvilken fase noget er i og følges af infinitiv med at (Kommerog bliver følges dog af gerundium), fx "Jeg begynder at spise.", "Han kommer gående.", "Jeg blev stående."

kommer, bliver, begynder, fortsætter, er midt i, slutter, holder op o.lign.

Støtteverber.

gruppe 1-3: ...

gruppe 4: foregå, ske, finde sted osv.

Partikelverbum

Et partikelverbum består af et tryksvagt verbum og en trykstærk præposition eller et trykstærkt adverbium. De partikelverber som har en betydning der ikke altid kan forudsiges alene på grundlag af enkeltordene, fx banke op og dække af, optræder særskilt i ordbøger.

Sammensat verbum

Sammensatte verber kan ikke blive så lange som de sammensatte substantiver. Det er til gengæld dem der er mest almindelige i kancellistilen, og det er en god grund til at undgå dem i godt sprog.

Eksempler med omskrivninger

• fastlime = lime fast
• nedskrive = skrive (ned)
• redegøre = for gøre rede for

• tilbagekalde = kalde tilbage
• udsende = sende (ud)
• overgå til = gå over til
• omhandle = handle om
• påhøre = høre på
• fratrække = trække fra

Analyseeksempler

"Vi begyndte at lære kinesisk.

"Vi begynd_vb-te_præt-akt at lære kinesisk." begynd_rod-te_{bøjningsendelse}

Adjektiv

Se adjektiv

Adverbium

D.s.s. biord Forkortes a.

Betydning

Fungerer delvist som en restkategori med mange slags ord. Adverbier er en restkategori, der ikke alene kan defineres positivt, hvor ord placeres, hvis de ikke passer i andre kategorier.

Tidsadverbium, fx snart. Hænger sammen med funktionskategorien tidsadverbial(led), fx snart, på tirsdag.

Brug

"ned_a i_p kælderen"

"op_a på_p loftet"

Det er kendtegnende for præpositioner, at de kan tage et komplement i form af et umiddelbart efterfølgende substantiv og det kan ord som op ikke, og derfor placeres de i adverbiekategorien.

Bøjning

De fleste adverbier kan ikke bøjes.

Nogle få kan gradbøjes.

En lille gruppe af adverbier kan bøjes i dynamik, fx ned vs. nede hvor der skelnes mellem statisk og dynamisk, fx "gå ned_a-Ø_dyn i kælderen" vs. "gå ned_a-e_stat i kælderen".

Eksempler

automatisk: automat_sb~isk_adj~Ø_a – der kan på Ø's plads, afhængigt af ordet, også være et t, men på dansk ønsker man sjældent at sætte t på ord, der ender på sk – i modsætning til svensk.

Udråbsord

Forkortes uo.

Betydning

Fx Hej, Av, Hov.

Brug

Indgår ikke i sætninger. Står typisk først eller sidst adskilt med komma fra resten af sætningen

Bøjning

Bøjes ikke.

Lydord

Forkortes lo.

Betydning

fx bang, vov

Brug

Indgår ikke i sætninger. Afledninger kan dog indgå, fx "Grisen øffede."

Bøjning

bøjes ikke

Artikel

D.s.s. kendeord Forkortes art.

Både substantiver i genitiv og possessive pronomir, som deres og mine, regnes som artikler.

fx en bil, den store bil

Bøjning

Også bøjningsendelsen -en/-et, eks. "bilen", kaldes sommetider artikel, selvom den ikke tilhører ordklassen artikler

Pronomen

D.s.s stedord fx "Der var engang en mand. Han boede i en spand." (viser tilbage til "en mand", korrelat)

Præposition

D.s.s forholdsord Forkortes p.

fx "bogen på bordet", "bogen under bordet"

Betydning

Beskriver en relation mellem to objekter.

Brug

Umiddelbart før substantiv eller nominalfrase

Bøjning

Bøjes ikke.

Præpositionsforbindelse

Præposition + komplement, fx "Jeg tænker på dig" og "Børnene leger på motorvejen"

Præpositionsobjekt

fx på i "tænke på"

Konjunktion

D.s.s. bindeord

Betydning

Viser relationen mellem to sætninger.

Brug

Står mellem to sætninger.

Bøjning

Bøjes ikke.

Konjunktionstyper

Sideordnende konjunktioner

Forkortes K.

og, eller, men, samt.

Står mellem to helsætninger, dvs. sætninger, der kan stå for sig selv.

fx "Solen skinnede, og_K fuglen sang."

fx "De var lettede, for de skulle alligevel ikke til eksamen." ikke foran det finitte verbum viser, at det er en ledsætning, da det er den ledstilling der er i ledsætninger.

Underordnende konjunktioner

Forkortes k.

at, fordi, når, da, mens m.fl.

Indleder ledsætninger, dvs. en sætninger som er et led i en anden sætning og altså ikke kan stå alene.

fx "De sagde at_k det ikke kunne blive i morgen". "at det ikke kunne blive i morgen" er en ledsætning. "De sagde at det ikke kunne blive i morgen" er en helsætning.

fx "De var lettede fordi de alligevel ikke skulle til eksamen." ikke efter det finitte verbum viser, at det er en helsætning, da det er den ledstilling der er i helsætninger.

Samordnende konjunktioner

Forkortes Ks.

for, thi, så (én af så's betydninger))

Syntaktisk som de sideordnende, men semantisk som de underordnende

Formelt subjekt

Eksempler

"Jeg ved ikke hvem der har gjort det."

Hele sætningen er en helsætning, og "hvem der har gjort det" er en ledsætning i denne helsætning. hvem er her konjunktion og derfor er subjektspladsen tom, og der er behov for at udfylde den med der.

"Det er sjovt at spille fodbold."

"Det_s er sjovt_V1 [at spille fodbold]."

"Jeg ved(,) hvem du (s) har inviteret."

"Jeg ved(,) hvem der (s) kommer."

Der og du har her samme funktion

Pendulord

fx bjørnetjeneste, forfordele

Teoretisk baggrundsviden
Sprog	Grammatik og Semantik	Ord	Fonologi Morfologi
		Fraser	Syntaks Sætning
		Tekster	Stilistik Logik Tegnsætning
	Pragmatik		Tekstvidenskab Kommunikation Talehandlinger Retorik Diskursanalyse Samtaleanalyse Oversættelse
Litteratur			Genre Litteraturanalyse Nykritikken Narratologi Dekonstruktion Kanon
Kultur og medier			Elektroniske medier Digital litteratur Repræsentation Adaptation Remediering Performativitet