Hovedartikel: Handling.Den klassiske narratologi eksisterer især i forlængelse af strukturalismen der havde sin storhedstid fra slutningen af 1960'erne og frem til slutningen af 1970'erne. I 1980'erne kom strukturalismen i lav kurs.
Klassiske narratologer mente at narrativer har en formel struktur på tværs af kulturer og tidsperioder, og derfor interesserede de sig for hvilke strukturer/regler der styrer betydningstillæggelse. De ledte altså efter almen lovmæssig grammatik, som skulle gælde for alle områder og ikke bare for litteraturen.
Narratologerne inden for denne retning skelner skarpt mellem hvad og hvordan.
Især folkeeventyr er blevet brugt som analyseobjekt, og Vladimir Propp fandt frem til at de rummer 32 karakterfunktioner og Algirdas Julien Greimas identificerede 6 aktanter som faste bestanddele af dem. Greimas mente med aktantmodellen at der i alle narrativer er tre dikotomier: subjekt–objekt, hjælper–modstander og afsender–modtager.
Peter Brooks og Frank Kermode fokuserer især på plot.
Kritikken af klassisk narratologi afspejler den generelle kritik af strukturalismen, idet den er klandret for at interessere sig for lidt for konteksten – især læseren, forfatteren og den historiske kontekst – og for at have et umuligt projekt for øje idet fortællinger ikke kan forklares udelukkende via strukturer; et fuldstændigt grammatisk skema kan nemlig aldrig opstilles, da der altid vil være fortællinger der bryder med det. Dog gør den klassiske narratologi os i stand til at påpege hvor der er brud med de forventninger strukturerne foreskriver.
Hvad og hvordan – forestilling og fremstilling
"Hvad" der er hændt rekonstrueres af læseren og "hvordan" det er fremstillet foreligger i teksten. Dikotomiens ældste betegnelse er de russiske formalisters fabula og sjuzet; siden er denne skelnen af Seymour Chatman blevet benævnt story og discourse og af Stefan Iversen og Henrik Skov Nielsen forestilling og fremstilling.
Distinktionen mellem forestilling og fremstilling angiver to overordnede tilgange til studiet af fortællinger indenfor klassisk narratologi: Undersøgelse af forestilling og undersøgelse af fremstilling. Ved fokus på strukturer i fortællingens forestilling kan man bl.a. beskæftige sig med aktanter/karakterer, begivenheder og plot, som bl.a. Vladimir Propp og Algirdas Julien Greimas gør. Ved fokus på strukturer i fortællingens fremstilling kan man bl.a. beskæftige sig med fortælleren og fortælleakten, som bl.a. Franz Karl Stanzel og Gérard Genette gør. Man interesserer sig i dag i højere grad for fremstilling end forestilling og dette skred er Genette i høj grad årsag til.
Forestilling og fremstilling kan bl.a. være i uoverensstemmelse fordi fremstillingen ikke er kronologisk – dette kan bl.a. være fordi antallet af ord og sider brugt i fremstillingen i mængde ikke svarer til fremskreden tid i forestillingen eller fordi fremstillingen udelader hændelser der må anses for vigtige i forestillingen.
Når vi siger at der er et hul i fortællingen mener vi at der i vores konstruktion mangler noget – vi forestiller os så at der har været en oprindelig begivenhedsrække som vi rekonstruerer, og dette er ofte et virkemiddel forfatteren benytter sig af. Men bl.a. Jonathan Culler påpeger at forestilling og fremstilling er et kunstigt begrebspar litteraturteoretikere har skabt, fordi man dermed automatisk tænker at der går et hændelsesforløb forud for fremstillingen, men i fiktion går der netop ikke noget forud for fiktionen. Idéen læner sig altså op ad idéen om at en forfatter tager udgangspunkt i et råmateriale som efterfølgende er omorganiseret, men det er ikke nødvendigvis tilfældet for skabelsesprocessen. Eksempel: I "Kvindens skaber" af Svend Åge Madsen er hændelsesforløbet ikke gået forud for fortælleforløbet, hvilket viser at der kan være problemer med ukritisk at at beskæftige sig med begrebsparret forestilling og fremstilling.
Litteratur om plot inden for narratologien
| Skrivekunst | |||
|---|---|---|---|
| Form |
| ||
| Indhold |
| ||
| Handling | |||
| Personer | |||
| Miljø | |||
| Tema | |||
| Virkemidler |
| ||
| Livsstil |
| ||
| |||
| Skrivekonkurrencer (0) | |||
| Forlag (156) | |||
| Teoretisk baggrundsviden | |||
|---|---|---|---|
| Grammatik
og Semantik |
Ord |
| |
| Fraser | |||
| Tekster |
| ||
| Pragmatik |
| ||
| Litteratur | |||
| Kultur og medier |
| ||