Hovedartikel: Personer.Klassisk narratologi
For de klassiske narratologer er fortælleren det vigtigste koncept inden for narratologien, og dermed forudsætter deres teorier at fortællinger altid fortælles af en fortæller.
Fortælleakten kan karakteriseres ud fra forholdet mellem den fortællende stemme og distributionen af adgang til andres tanker. Modus betegner regulering af narrativ information, og der er to primære måder at regulere dette på, to modaliteter:
- Distance: Hvor meget der fortælles – altså at man får flere eller færre oplysninger, fx at føle der er noget der ikke fortælles eller at der er stor detaljerigdom
- Perspektiv: Begrænsning af synsvinkel til en eller flere karakterer, altså adgangen til deres indre.
Fokalisering: Hvem ser?
Fokalisering er begrænsningen af adgang til en eller flere bevidstheder og overlapper med det der ofte betegnes synsvinkel.
Fokalisering inddeles i tre overordnede kategorier:
- Nulfokalisering (også kaldt autorial eller alvidende): Ingen begrænsning for adgangen til bevidstheder/synsvinkler, som fortælleren frit kan bevæge sig imellem – det betyder også at fortælleren altid ved mere end den enkelte karakter.
- Ydre fokalisering: Maksimal begrænsning for adgangen til synsvinkler, idet der ingen adgang overhovedet er til nogen karaktereres bevidsthed/synsvinkel. Fortælleren ved altså mindre end den enkelte karakter.
- Indre fokalisering: Adgangen er begrænset til én karakters synsvinkel/bevidsthed. Når man har begrænsning til én karakters indre ved fortælleren det samme som én given karakter (dog er det ikke sikkert fortælleren fortæller alt det han ved).
- Fikseret: Det er den samme karakter der er synsvinkelbærer gennem hele fortællingen.
- Variabel: Fokaliseringen kan skifte fra én karakter til en anden undervejs, eller der kan være løbende skift. Forskellige dele af fortællingen er så fortalt fra forskellige synsvinkler.
- Flerfoldig: Den samme situation fortælles fra flere karakterers synsvinkel.
I mange fortællinger er der et virvar af forskellige fokaliseringer, og så kan man snarere tale om at visse passager er karakteriseret af en bestemt fokalisering. Sådanne observationer kan man så bruge til at diskutere hvordan det kan være at fokaliseringen skifter undervejs.
Grænserne mellem disse kategorier kan være flydende, fx nærmer man sig nulfokalisering med en tilstrækkelig variabel indre fokalisering, og det kan være svært at skelne mellem den flerfoldige indre fokalisering og den variable indre fokalisering. Desuden kan ydre fokalisering på én karakter finde sted som en indre fokalisering hos en anden, så selvom man har følelsen af at fortælleren er et kamera der panorerer over handlingen kan den panorering sagtens finde sted i en andens karakters indre – og på den måde kan teksten opdeles i forskellige niveauer.
Følgende test kan benyttes for at hjælpe med at afgøre hvilken fokalisering der er tale om:
Dette kriterium går på muligheden af at genskrive et givet narrativt segment i første person (hvis det ikke allerede er i første person), uden at denne operation medfører 'anden forandring af diskursen end selve ændringerne af de grammatiske pronominer': En sætning som 'James Bond så en mand på omkring halvtreds, med et endnu ungt udseende etc.' kan oversættes til første person ('Jeg så etc.'), og viser os altså en indre fokalisering. Omvendt kan en sætning som 'Isterningernes klirren mod glasset syntes at give Bond en pludselig inspiration' ikke oversættes til første person uden åbenlyse semantiske problemer. Her er vi typisk i ydre fokalisering på grund af den uvidenhed, som fortælleren markerer med hensyn til heltens virkelige tanker.—Gérard Genette, Modus
Diegese: Hvem taler?
Da jeg stod ud af sengen tænkte jeg straks på jordskælvets ødelæggelser.
Da han stod ud af sengen tænkte han straks på jordskælvets ødelæggelser.
I begge tilfælde er der tale om indre fokalisering idet fortælleren ved hvad personen tænker, men klassiske narratologer mener at der er tale om vidt forskellige situationer, der kan skelnes ved at se på hvem der taler.
Diegese angiver den fortalte verden, og en fortælling kaldes homodiegetisk hvis fortælleren befinder sig i den fortalte verden og heterodiegetisk hvis fortælleren befinder sig uden for den fortalte verden. En heterodiegetisk fortælling vil typisk have en tredjepersonsfortæller og en homodiegetisk fortælling vil typisk have en førstepersonsfortæller.
Det er altid fortælleren der taler og fortællerens stemme man hører, men de fremstillede personer kan komme til orde på forskellige måder:
- Direkte tale: "Jeg skal nok løbe rundt om søen"
- Indirekte tale: "Han sagde, at han nok skulle løbe rundt om søen"
- Dækket direkte tale: "Han skulle nok løbe rundt om søen"
Fokalisering og diegese
| Fokalisering og diegese | Hvem ser? (fokalisering) | |||
|---|---|---|---|---|
| Nul | Indre | Ydre | ||
| Hvem taler? (diegese) | Heterodiegetisk | A | B | C |
| Homodiegetisk | (D) | E | ||
Tabellen beskriver forholdet mellem karakterer/synsvinkelbærere og fortæller/fortællesituationen. Altså fortællerens måde at situere vores adgang til andres tanker på.
Det er i visse genrer og situationer muligt at kombinere nulfokalisering og homodiegese men uden for særlige fantastiske genrer vil det typisk være mærkeligt.
Kombinationen af ydre fokalisering og homodiegese er svær at forestille sig, især som litteratur. På film kunne man forestille sig et kamera der var en del af fiktionen. Det diskuteres stadig om dette kan lade sig gøre i litteraturen.
Indrefokaliseret homodiegese: Jegfortælling
The narrator almost always 'knows' more than the hero, even if he himself is the hero, and therefore for the narrator focalization through the hero is a restriction of field just as artificial in the first person as in the third.—Gérard Genette, Narrative Discourse, s. 194
Noget af det Genette gør meget klart er at selv når man har at gøre med en homodiegetisk fortælling med indre fokalisering, er det væsentligt at skelne mellem hvem der ser og hvem der taler – mellem det fortællende jeg og det fortalte jeg – da et jeg sandsynligvis har udviklet sig i processen mellem at være det fortalte jeg og det fortællende jeg. Når det fortællende jeg er placeret på et senere stadie i sit liv ved dette jeg næsten altid meget mere end det fortalte jeg, fordi vedkommende fortæller om noget som jeget har oplevet i fortiden, om det så er kort eller lang tid siden; det fortællende jeg, det jeg der taler, har dermed mulighed for at prioritere begivenheder.
I mange jegfortællinger er spørgsmålet om pålidelighed ofte centralt, fx i tekster af Steen Steensen Blicher. Man kan spørge om der er overensstemmelse mellem hvem jeget fortæller han er og hvordan man som læser får indtryk af at jeget er. Er der noget der tyder på at jeget begrænser information om sig eller misinformerer han ligefrem? James Phelan diskuterer hvilke fortælleteknikker der er på spil i sådanne situationer.
Se også 
Narratologi: Forfatter, fortæller og synsvinkel
Upålidelig fortæller
Det er generelt nemmere at slippe afsted med en upålidelig fortæller i første person end i tredje person. Selv når fortællingen er indrefokaliseret, så forventer læseren typisk at en tredjepersonsfortæller ikke decideret lyver om hvad der bliver sanset, men blot er subjektiv om dette.
Se også Narratologi og upålidelighed
Praktiske tilgange
Brandon Sanderson
Brandon Sanderson opdeler synsvinkler i to overordnede kategorier og fokuserer på de tre som har den største udbredelse:
- Alvidende fortæller, tredje person
- Nutidig fortæller
- Egentlig alvidende fortæller
- Begrænset fortæller
- Jeg-fortæller, første person
- Brevform (en. epistolary)
- Umiddelbar jeg-fortæller
- Tilbageskuende jeg-fortæller
En nutidig fortæller kan frit bevæge sig mellem forskellige synsvinkler og kan indskyde bemærkninger der ikke har oprindelse i nogen af personerne. En egentlig alvidende fortæller tildeler adgang til alle personers følelser og tanker. En begrænset fortæller forbliver inde i hovedet på én person ad gangen, og verden observeres og fortolkes udelukkende gennem deres sanser.
Brevform var især populær for århundreder tilbage, og forklæder sig som breve eller andre 'autentiske' skriftkilder som fortælleren har sammensat. Den kan kombineres med andre synsvinkler, fx ved at bringe små uddrag i starten af kapitler. Den umiddelbare jeg-fortæller er særligt blevet populær i Young Adult-genrene, og her berettes fra jeg-fortællerens nutid som om vi som læsere var med i personens hoved. Den tilbageskuende jeg-fortæller indtager to positioner: Den nutid som der fortælles fra og den datid der berettes om. Dermed kommer to tidsforskudte udgaver af fortælleren i spil. I sådanne fortællinger har fortælleren næsten altid en urealistisk god hukommelse, men det er vi vant til som læsere. Som læser kan spændingen mindskes ved at vi ved personen overlever, men hvis der er stor forskel på de to positioner, kan læseren til gengæld blive interesseret i hvorfor personen har ændret sig så meget. Hvis den nutidige fortæller også er en egentlig person i fortællingen er dennes historie rammefortællingen om datidspersonen.
Hvis forfatteren benytter sig af adskillige synsvinkler kan det tale for at benytte en tredjepersonsfortæller da læseren ellers kan have svært ved at holde styr på personerne da deres navne ikke bliver nævnt nær så ofte i førsteperson.
Ud af de fire elementer som karakteriserer personer – dialog, beskrivelse, handlinger og introspektion – er det specifikt synsvinkelpersonen som er afdækket af alle fire elementer, mens andre personer kun karakteriseres ved dialog og handlinger – og nogle gange også de beskrivelser som indgår i deres replikker.
Nøgleord
1.person-fortæller (jeg-fortæller), 2.person-fortæller (du-fortæller), 3.person-fortæller, Den personbundne fortæller, Den observerende fortæller, Den alvidende fortæller, Den upålidelige fortæller / Den utroværdige fortæller, Den implicitte fortæller, den eksplicitte fortæller, Bagudsyn, Medsyn, Ydre synsvinkel, Indre synsvinkel, Kombineret synsvinkel, Skiftende synsvinkel, Alvidende synsvinkel. Fortæller, narratologi, implicit forfatter, upålidelig fortæller, fokalisering, synsvinkel, udsigelse
Litteratur om synsvinkel
- Characters & Viewpoints af Orson Scott Card
- Brandon Sanderson on Writing Science Fiction and Fantasy #4, #10
| Skrivekunst | |||
|---|---|---|---|
| Form |
| ||
| Indhold |
| ||
| Handling | |||
| Personer | |||
| Miljø | |||
| Tema | |||
| Virkemidler |
| ||
| Livsstil |
| ||
| |||
| Skrivekonkurrencer (0) | |||
| Forlag (156) | |||
| Teoretisk baggrundsviden | |||
|---|---|---|---|
| Grammatik
og Semantik |
Ord |
| |
| Fraser | |||
| Tekster |
| ||
| Pragmatik |
| ||
| Litteratur | |||
| Kultur og medier |
| ||