Hovedartikel: Tre-akter-modellen.
Ola Olsson opstillede i 70'erne berettermodellen, der opdeler Aristoteles’ tre akter i syv hovedpunkter, der især er nemme at finde i populærkulturens fiktion — deraf tilnavnet Hollywood-modellen. Berettermodellen er et godt værktøj til at sikre sig, at spændingsstrukturen i en roman lever op til forventningerne til et dramatisk værk, men den er ikke mere end det. Følelsen af sammenhængskraft er ikke sikret blot ved at et værk overholder berettermodellens forskrifter, da den udelukkende beskæftiger sig med spændingsopbygningen i en handling og ikke forholder sig til personer, deres udvikling og denne udviklings sammenhæng med den ydre historie.
Anslag slår tema og grundkonflikt an og har til formål at vække interesse.
Præsentation af personer, tid, sted og grundkonflikt.
Uddybning af personer, handling og konflikter, hvor man får en klarere fornemmelse for personernes forhold til grundkonflikten.
Point of no return, ingen vej tilbage, hvor tilspidsningen af grundkonflikten tvinger personerne til at handle.
Konfliktoptrapning mellem personerne, som peger mod det endelige opgør.
Klimaks,hvor grundkonflikten når sit højdepunkt og sin løsning.
Udtoning, hvor konflikterne afklares, og en ny orden etableres — eller den gamle orden genetableres
Litteratur om berettermodellen
- "Berettermodellen" i Gyldendals Teaterleksikon
| Skrivekunst | |||
|---|---|---|---|
| Form |
| ||
| Indhold |
| ||
| Handling | |||
| Personer | |||
| Miljø | |||
| Tema | |||
| Virkemidler |
| ||
| Livsstil |
| ||
| |||
| Skrivekonkurrencer (0) | |||
| Forlag (156) | |||