Personer: Narratologi
Hovedartikel: Personer.
Annemette Hejlsted
En karakter udgøres af summen af karakterindikatorer og deres indbyrdes relationer, og en person betegner resultatet af samspillet mellem karakterkonstruktionen i teksten og læserens fortolkning. (s. 103)
Karakterindikatoren er karakterens mindste enhed, der defineres som en egenskab — eksempelvis et navn, et erhverv, en adfærd eller en handling. Disse karakterindikatorer vil ofte hæfte sig på et egennavn eller lignende, og i løbet af teksten vil flere og flere karakterindikatorer blive knyttet til navnet. Der vil dog altid være tomme pladser, som læseren må udfylde med sine antagelser om tekstens koder og opfattelse af menneskets natur. (s. 105)
Karakterindikatorer tolkes ud fra ordklynger i teksten, og ud fra karakterindikatorene kan karaktertræk — narrative adjektiver hæftet på et narrativt subjekt — udledes. Summen af karaktertræk danner karakteren. (s. 102, 106)
Typisk vil karakterindikatorene ændre sig undervejs i fortællingen — disse ændringer kan fungere som nuancering af karakteren, som en manifestering af karakterens transformation eller begge dele. (s. 107)
Karakteren kan læne sig op ad karaktermatricer, som hver betegner et karaktermønster som læseren forventes at kende. Læseren vil løbende holde karakteren op mod de kendte karaktermatricer, hvis koder typisk er karakterindikatorer, der er kendetegnende for bestemte typer af mennesker, eksempelvis barnet, patriarken eller hippien. De tomme pladser, som forfatteren ikke udfylder tids nok, vil typisk blive udfyldt af læseren ud fra dennes antagelser om hvilke(n) karaktermatrice(r) karakteren ser ud til at udfylde. Fortællingen kan også indeholde karakterudviklingsmatricer, eksempelvis udviklingen fra barn til voksen eller dannelsesromanen. (s. 109-110)
Punkter der tjener som udgangspunkt for en analyse (s. 118-120):
- Fortællerens direkte karakteristik af den aktuelle karakter gennem fokus, udvælgelse, tone mv.
- De øvrige karakterers direkte karakteristik af den aktuelle karakter. Hvordan de omtaler og tænker om karakteren, hvilke træk de fremhæver, hvordan de vurderer og formulerer disse træk, og om der er overensstemmelse eller divergens mellem de forskellige øvrige karakterers karakteristik af karakteren. Karakterens direkte selvkarakteristik, hvad den siger og tænker om sig selv, og hvordan fokus og tone er anlagt.
- Karakterens indirekte karakteristik, hvad der fremgår indirekte af dens udsagn og handlinger, hvilke intertekstuelle referencer, der benyttes, og hvilken betydningsafsmittende effekt den fysiske og mentale kontekst har på karakteren.
- Forandrede karakterindikatorer, om der er karakterindikatorer, der har ændret sig eller er udskiftet i løbet af fortællingen. Der tildeles særlig opmærksomhed til kilden for vurderingen — den direkte karakteristik er altid farvet af kilden, mens den indirekte karakteristik er en direkte repræsentation af karakterens væren i fortællingens verden.
- Karaktermatricer, i hvilken udstrækning karakteren er bygget op omkring karaktermatricer og matricer for menneskelig udvikling.
Mieke Bal
Fire principper skaber sammen indtrykket af en karakter, men det er først muligt for alvor at beskrive effekten af dem, når man har dannet sig et groft helhedsindtryk af karakteren. (s. 126-127)
- Repetition. De karakterdetaljer, der tidligt antydes, fasttømres først ved den varierede gentagelse. Først når Anders And gentagne gange har raset over dels Højben, dels nevøerne og dels Joakim, krystalliseres det som et definerende træk ved ham, at han raser på alt og alle, der giver ham problemer, og ikke bare den ene gang på den ene person.
- Akkumulation. Efterhånden som forskellige karakteristika akkumulerer sig, smelter de i læseren sammen til større meningsfulde træk, som eksempelvis Frits van Egters fra Aftenerne af Gerard Reve, som ikke bare lægger særligt mærke til skaldede mænd, men også efterår, sygdom og død — sammenhængen mellem disse detaljer skaber et samlet billede i læseren af en mand, der er besat af forfald.
- Relation til andre karakterer. Forholdet til andre karakterer, og til dens tidligere jeg, er også med til at opbygge billedet af karakteren, og opfattes af læseren især som enten ligheder eller forskelle.
- Transformation. En persons forandring kan fuldstændig ændre på de grundlæggende karakteristika, der er etableret gennem de øvrige principper, og er afgørende for læserens samlede opfattelse af fortællingen.
Selvom Bal kritiserer aksemetoden for nødvendigvis at være farvet af kritikerens ideologiske udgangspunkt, anser hun den for brugbar til at anskueliggøre systematiske forskelle og ligheder mellem karakterer.
For at benytte metoden udvælger man semantiske akser, der er relevante for en eller flere af de karakterer der analyseres. En semantisk akse er et par modsatte karakteristika, der stilles op over for hinanden, eksempelvis stærk/svag, rig/fattig, mand/kvinde eller reaktionær/progressiv. I en given fortælling kan man finde ufattelig mange modsætningspar, som kan sættes op på semantiske akser, men kun få af dem vil være relevante for den givne analyse. De som man bør fokusere på, er de akser, som indgår, positivt (+) eller negativt (—), i beskrivelser af flest mulige karakterer i fortællingen.
Eksempel:
| Karakterkvalifikation: | ||
|---|---|---|
| Roller: | Forståelse for
'fremmede' |
Frygt for
'fremmede' |
| Mille | — → + | — → + |
| Lise | — | + |
| Marie | + | — |
— = negativ pol; + = positiv pol; φ = ikke markeret i fortællingen; → = forandrer sig til
Litteratur om karakter inden for narratologien
- Fortællingen af Annemette Hejlsted
- Narratology af Mieke Bal
| Skrivekunst | |||
|---|---|---|---|
| Form |
| ||
| Indhold |
| ||
| Handling | |||
| Personer | |||
| Miljø | |||
| Tema | |||
| Virkemidler |
| ||
| Livsstil |
| ||
| |||
| Skrivekonkurrencer (0) | |||
| Forlag (156) | |||
| Teoretisk baggrundsviden | |||
|---|---|---|---|
| Grammatik
og Semantik |
Ord |
| |
| Fraser | |||
| Tekster |
| ||
| Pragmatik |
| ||
| Litteratur | |||
| Kultur og medier |
| ||