Hovedartikel: Fortælling.
Handling betegner et forløb af begivenheder. Hovedhandlingen (også kaldet plottet) er den centrale handling i en fortælling, og især længere fortællinger som romaner har også sidehandlinger.
Strukturer
Opdelingen i tre akter
En akt er en større enhed i en fortællings samlede struktur, og i nyere tid har opdelingen af hovedhandlingen i tre akter været altdominerende.
Berettermodellen
Berettermodellen viser den forventede spændingsopbygning i en fortælling der følger de traditionelle punkter i tre-akter-modellen.
Monomyten
Monomyten – eller heltens færd – er folkemindesamleren Joseph Campbells strukturteori som han mente dækkede handlingsmønstre på tværs af kulturer. Inden for forskningsverdenen er teorien forkastet af de fleste, men den kan alligevel tjene som inspiration til at strukturere en fortælling så den føles særligt velkendt for et vesterlandsk publikum.
Læs mere (på vej)
Aktantmodellen
Flere handlingstråde
I en bog med flere handlingstråde, og især når handlingstrådene har egne synsvinkler, vil læseren typisk få sig en favorit. For at bevare interessen for de andre handlingstråde er det især vigtigt at skabe så stor indlevelse som muligt i personerne, og gøre deres motivationer let forståelige; i det hele taget bør forfatteren benytte de samme værktøjer i sidehandlingen som i hovedhandlingen, især løfter, fremdrift og udbytte. Derudover er det ofte en god idé at varsle hvordan sidehandlingerne vil krydse med hovedhandlingen, hvis ikke de gør det fra starten.
Arketyper
Handlingsarketyper dækker over typer af fortællinger som har særlige fællestræk som den typiske læser kender til. Eksempler er heist-fortællinger[1] som Oceans 11, lærlinge-fortællinger som Vindens navn , kostskole-fortællinger som Harry Potter, underdog-fortællinger som Rocky.
Brandon Sanderson anbefaler at forfatteren tager udgangspunkt i de handlingsarketyper der er relevante for ens fortælling og studerer opskriften på disse, og så bruger de virkemidler og elementer fra arketypen der giver mening i netop ens egen historie. Det er især vigtigt at forstå hvorfor læsere kan lide netop denne handlingsarketype og hvordan dens forventede struktur er – når man først har identificeret strukturen kan den være et godt udgangspunkt for en synopsis til ens egen fortælling
Elementalgenrer
Se mere her: Writing Excuses 11: Elemental Genre
På vej ...
Hvad og hvordan: Forestilling og fremstilling
Hvad der er hændt i en fortælling rekonstrueres løbende af læseren, og hvordan det er fremstillet foreligger i teksten. Ved at skelne klart mellem disse to forløb kan forfatteren bedre strukturere læseoplevelsen.
Kerneplot og paraplyplot
Brandon Sanderson inddeler hovedhandlingen i to: Paraplyplottet betegner den synlige plotstruktur, mens kerneplottet betegner det plot der er afgørende for fortællingens egentlige fremdrift og udbytte. De kan overlappe eller være to separate handlingstråde, fx kan kerneplottet være en romance mens paraplyplottet er en thriller om en udefrakommende trussel.
<paraplyplot>
<kerneplot>
<karakterudvikling>
<sidehandling A>
<sidehandling B>
<sidehandling C>
</karakterudvikling>
</kerneplot>
</paraplyplot>
Eller ved et flerbindsværk:
<BOG 1>
<paraplyplot>
<kerneplot>
<karakterudvikling>
...
</karakterudvikling>
</kerneplot>
</BOG 1>
<BOG 2>
...
</BOG 2>
<BOG 3>
...
</paraplyplot>
</BOG 3>
Løfter, fremdrift og udbytte
Når forfatteren konstruerer fortællingen er samspillet mellem løfter, fremdrift og udbytte ifølge Brandon Sanderson de tre vigtigste elementer – både hvad hovedhandlingen og sidehandlingerne angår.
Det vigtigste aspekt ved løfterne til læseren er tonen og næstvigtigst er forventningen om en karakterudvikling; læseren behøver ikke at vide hvad karakterudviklingen bliver, blot hvad personen begærer eller behøver og hvilken karakterbrist der forhindrer denne i at nå sit mål. Nogle gange kan det også være tilstrækkeligt at læseren forventer at personen når sit mål uden at ændre sig. Endelig skal forfatteren også etablere en forventning om typen af handing der venter forude – enten kerneplottet, paraplyplottet eller begge dele. Det kan tage få afsnit at nå alt dette eller det kan tage adskillige kapitler; både fortællingens længde og genren er afgørende for hvor lang tid det må tage.
Ved at love læseren alt dette er der også en risiko for at handlingen bliver forudsigelig, men så længe karaktererne og miljøet er interessant kan man slippe afsted med forudsigelighed. Det er bedre at være forudsigelig end at bryde sit løfte til læseren, så derfor kan det være at foretrække at overraske ved at gå imod læserens forvetninger hvad små (genre)forventninger angår frem for store elementer.
Inden for filmverdenen benytter Terry Rossio betegnelsen mærkværdig tiltrækker (en. strange attractor)[2] om et aspekt ved en fortælling der overrasker og samtidig virker tiltalende hvilket også nogle gange betegnes high concept. Ofte er det en god idé i en genrefortælling at vende et eller flere elementer på hovedet eller kombinere to gængse elementer på en ny, overraksende måde – men samtidig er det vigtigt fortsat at følge konventionerne for genren i en grad der tilfredsstiller ens læsere.
Fremdrift er læseren følelse af at fortællingen støt bevæger sig fremad mod et uundgåeligt og klimatisk mål ad den vej som forfatteren lovede læseren. For at skabe denne illusion af fremdrift er det vigtigt at være opmærksom på hvad kerneplottet er da det typisk er hovedkilden til de ubesvarede spørgsmål som læseren ønsker besvaret; hvilken elementalgenre og handlingsarketype fortællingen tilhører er også afgørende for at forstå hvad der giver læseren følelsen af fremdrift. Nogle genrer opprioriterer i særlig grad fremdrift, fx spændingsromaner. Fremdriften i fortællingens midte er en af de vanskeligste discipliner for forfatteren. Hvis læseren ikke føler fremdrift selvom fortællingen er spændende hænger det ofte sammen med at udviklingen går i en anden retning end der blev lovet, og så kan det være tilstrækkeligt at ændre på løftet til læseren.
Fortællingens udbytte er følelsen læseren sidder tilbage med efter endt læsning, og løsningen på fortællingens kerneplot er det mest afgørende for denne følelse. Løsningen kan være nøjagtig som lovet i begyndelsen uden nogen uventede udviklinger, men forfatteren vil ofte gerne overraske læseren. Hvis ikke den overraskende drejning også samtidig opfylder løfterne til læseren, kan læseren dog føle sig snydt. Det er nemmest at undgå dette ved at overraske læseren med at lade hovedpersonen opnå noget endnu større end forventet, mens det er sværere helt at erstatte det forventede mål med noget andet uden samtidig at skuffe læseren. Uanset hvilket udbytte afslutningen giver læseren, er det vigtigt at fremdriften pegede frem mod dette udbytte
Tjekhovs gevær
Indhold følger ...
The MICE Quotient
Strukturteori der kan benyttes til at konstruere og forstå enhver type fortælling ved at inddele dem i fire typer: Miljø-, undersøgelses-, person- og begivenhedsfortællinger.
Planlægning af handlingen
Begyndelsen
Det er især vigtigt at begyndelsen på en fortælling etablerer
- den gennemgående tone og typen af fortælling
- hovedpersonens personlighed
- hovedpersonens hovedkonflikt.
Synopsis med udgangspunkt i slutmålet
En metode som Brandon Sanderson benytter sig af når han skal udarbejde en synopsis er at arbejde sig baglæns. Så angiver forfatteren først hvad slutmålet er med udgangspunkt i hvilken slutning der er mest tilfredsstillende for den pågældende handlingsarketype. Dernæst udarbejder man en vej til denne slutning i punktform hvor det fremgår hvad der er brug for at scenerne skal vise læseren undervejs for at fremdriften og udbyttet er tilfredsstillende. Dette gøres så for hver handlingstråd og personudvikling i fortællingen. Når så listerne skal omdannes til en egentlig synopsis begynder man at udvælge hvilke punkter der skal indgå i hvert kapitel, og på den måde bliver kronologien listerne imellem fastlagt, og scenerne begynder at tage form. Når så en scene skal skrives, ved forfatteren hvad den skal udrette i hver af de handlingstråde den rummer punkter fra, og man kan nøjes med at fokusere på netop dét fremfor at overskue hele handlingen.
En roman bør generelt rumme mindst én handlingsarketype, mindst én personudvikling og mindst én sidehandlingsarketype, fx om et romantisk forhold eller en lærlinge-mester-relation.
Hvis flere handlingstråde skal nå deres klimaks i løbet af romanen er det vigtigt at de ikke overskygger hinanden, og hvis ét klimaks er væsentligt mindre intenst end et andet, bør de placeres forskudt.
Romanfloden
Især udforskningsforfattere kan have glæde af ikke at planlægge for nøje og i stedet anskue handlingen mere åbent. Trisse Gejl foreslår at forfatteren forestiller sig en flod. Ved flodens udspring befinder din indgang til romanen sig. I floden er der trædesten, som læseren går på. Trædestenene er de vigtige scener i romanen, de som er essentielle for historien. Blandt dem er typisk de scener, hvor de første løse tanker om grudidéen realiseres. Skriv de scener, du føler for, som er vigtige for grundidéen, først – det gør ikke noget, at der viser sig at skulle flere trædesten før, efter eller imellem dem. Trædestenene placeres løbende, hvor de passer bedst i strømmen.
Når trædestenene er placeret, strøer du grus ud mellem dem som det er nødvendigt. Gruset er de nødvendige mellemled, der letter læserens gang mellem trædestenene, får dem til at give mening og hænge sammen. Hvis der er for meget grus, vil det være for nemt at vandre gennem romanen, og læseren vil føle sig ført, talt ned til. Hvis der er for lidt grus, kan det blive for svært for læseren at springe mellem trædestenene og romanen kan blive for usammenhængende.
Læserens læsning af romanen er vandets løb mellem stenene. Det er vigtigt ikke at forsøge at styre vandet, men du kan påvirke læsningen ved at give trædesten skarpe kanter, der skaber skumsprøgt og hvirvler, som overrasker eller er svære at fordøje, eller du kan gøre trædesten glatte og runde, lette for vandet at flyde forbi.
Efterhånden som flodløber tager form, og arbejdet med romanen skrider fremad, så genovervej løbende hvor trædestenen hører til, om der er de, der skal være, eller om der er for mange eller for få til at få det til at føles som en helhed – og om de har den form de skal have for at give de bedste betingelser for vandets løb mellem dem. Genovervej også om mængden af grus er passende til din roman eller om noget kan undværes eller der er for lidt. Når flodløbet føles rigtigt, er det tid at sætte det sidste punktum.
Bogserier
Hvis en række parallelle handlingstråde følges på tværs af en række bøger, er det vigtigt at den enkelte bog er tilstrækkeligt tilfredsstillende. For at gøre dette sørger Robert Jordan for nøje at udvælge de tidspunkter i en længere handlingstråd hvor der optræder miniklimakser og dér tage en pause fra handlingstråden så der er plads til andre handlingstråde – og så følger han først op på tråden igen fx to bøger senere. En anden metode er at føre én handlingstråd til dørs ad gangen.
Brandon Sanderson pointerer at endnu ikke etablerede forfattere bør fokusere på at skrive så tilfredsstillende enkeltstående bøger som muligt, og det er særligt vigtigt at sørge for at der er en helstøbt personudvikling i romanen.
En personudvikling kan opdeles i flere dele hvor hvert skridt i denne udvikling afsluttes i hver fortælling og i sig selv er en tilfredsstillende udvikling. Ofte er det dog nemmere at udarbejde en fuldstændig personudvikling i én fortælling og så give personen nye udfordringer i næste fortælling der udforsker nye aspekter ved personen. Dette er dog svært at blive ved med at gøre påny i hver ny fortælling i en lang serie.
Uventet drejning
En uventet drejning (en. twist) i handlingen der sker på bekostning af at forfatteren ikke lever op til sine løfter, bliver nemt utilfredsstillende. En vellykket uventet drejning giver enten læseren mere end de blev lovet eller noget andet end hvad de blev lovet, men i sidstnævnte tilfælde skal fortællingen inden da have brugt lang tid på at overbevise både personen og læseren om at det der i stedet opnås er vigtigere end det oprindelige løfte.
En fortælling behøver ikke at have en uventet drejning, men de fleste uventede drejninger bør forværre den situation hovedpersonen befinder sig i. Denne forværring bør få både personerne og læseren til at se fortællingen i et nyt lys.
Cliffhanger
En dramatisk afslutning på et kapitel, en bog eller lignende hvor noget forbliver uforløst, som læseren læser videre for at få forløst. Cliffhangere som afhænger af udvikling i personlige relationer fungerer bedre end cliffhangere der kan være de samme uanset hvem der er med i dem.
Nøgleord
Deus ex machina, MacGuffin, Handlingsforløb: Lineært handlingsforløb, opbrudt handlingsforløb, parallelt handlingsforløb / parallelhandling, rammefortælling, sidehandling. Fortalt tid, handlingslinje, tidsforløb. Vildspor (en red herring).
Litteratur om plot
Bøger
- Story: Substance, Structure, Style and the Principles of Screenwriting af Robert Mckee
- Plot & Structure: Techniques and Exercises for Crafting a Plot That Grips Readers from Start to Finish af James Scott Bell
- The Art of Dramatic Writing af Lajos Egri
- Writing the Breakout Novel Workbook: Hands-On Help for Making Your Novel Stand Out and Succeed af Donald Maass
- The Plot Whisperer: Secrets of Story Structure Any Writer Can Master af Martha Alderson
- The Plot Whisperer Book of Writing Prompts: Easy Exercises to Get You Writing af Martha Alderson
- The Only Writing Series You'll Ever Need Screenwriting: Insider Tips and Techniques to Write for the Silver Screen! af Madeline DiMaggio
- Screenwriting in The Land of Oz: The Wizard on Writing, Living, and Making It In Hollywood af Richard Krevolin
- Creating Short Fiction af Damon Knight
- The Now Novel PATTERN System for Plotting your Sci-fi Novel
- Conflict and Suspense af James Scott Bell
- The Writer's Journey: Mythic Structure for Writers af Christopher Vogler
- Structuring Your Novel: Essential Keys for Writing an Outstanding Story af K.M. Weiland
- Structuring Your Novel Workbook: Hands-On Help for Building Strong and Successful Stories af K.M. Weiland
- Plot af Ansen Dibell
- Beginnings, Middles & Ends af Nancy Kress
- 5 Secrets of Story Structure: How to Write a Novel That Stands Out af K.M. Weiland
- How to Write a Damn Good Novel: A Step-by-Step No Nonsense Guide to Dramatic Storytelling af James N. Frey
- How to Write a Damn Good Novel, II: Advanced Techniques for Dramatic Storytelling af James N. Frey
- Story Genius: How to Use Brain Science to Go Beyond Outlining and Write a Riveting Novel (Before You Waste Three Years Writing 327 Pages That Go Nowhere) af Lisa Cron
- Outlining Your Novel: Map Your Way to Success af K.M. Weiland
- Outlining Your Novel Workbook: Step-by-Step Exercises for Planning Your Best Book af K.M. Weiland
Artikler
Podcasts
Kurser
| Skrivekunst | |||
|---|---|---|---|
| Form |
| ||
| Indhold |
| ||
| Handling | |||
| Personer | |||
| Miljø | |||
| Tema | |||
| Virkemidler |
| ||
| Livsstil |
| ||
| |||
| Skrivekonkurrencer (0) | |||
| Forlag (156) | |||
- ↑ Brandon Sanderson beskriver sin egen analyse af netop Heist-genren i Brandon Sanderson on Writing Science Fiction and Fantasy undervisningsgang #3
- ↑ http://www.wordplayer.com/columns/wp02.Strange.Attractor.html